fbpx

Den canadiske forfatter Margaret Atwood er en af vor tids bedst kendte og bedst-sælgende forfattere. Herhjemme er hun mest kendt for romanen The Handmaid’s Tale (Tjenerindens fortælling), der har været forlæg for den populære tv-serie af samme navn. Nu kommer hun til Odense.

Mød bestsellerforfatteren bag The Handmaid’s Tale på SDU mandag 28. oktober, når hun kommer til Odense for at modtage H.C. Andersen Litteraturprisen 2024. Arrangementet er gratis.

Atwood har et imponerende og alsidigt forfatterskab bag sig, der strækker sig over 60 år, og som i dag tæller over 40 udgivelser. Hun er kendt og rost for sine romaner, men har også skrevet digte, noveller og essays.

Elsket og hyldet verden over

På SDU bliver Atwood budt velkommen af rektor Jens Ringsmose, præsenteret af lektor Rune Graulund og samtaler med lektor Emily Hogg om sit forfatterskab. Der bliver også lejlighed til at høre Margaret Atwood læse fra sine værker.

Der findes kun få nulevende forfattere lige så elskede over hele verden og hyldede af kritikere som Margaret Atwood. Hendes besøg hos SDU er en stor ære, og jeg glæder mig meget til at tale med en forfatter, der gennem sin ekstraordinære karriere har berørt klimaforandringer, køn, aldring, eventyr, antikke myter og meget mere.

Lektor i litteratur, Emily Hogg, Institut for Kultur- og Sprogvidenskaber, SDU.

Belyser aktuelle samtidsproblematikker

Margaret Atwood bliver den 8. modtager af H.C. Andersen Litteraturprisen. Til oktober kommer hun til Odense for at modtage prisen, og i den forbindelse lægger hun også vejen forbi SDU.

Atwood modtager prisen for sin brug af myter, eventyr og fantastiske og spekulative fortællinger til at belyse samtidspolitiske problemer, skriver priskomitéen i motivationen for udvælgelsen.

Tidligere modtagere af prisen tæller blandt andre J.K. Rowling, Salman Rushdie, Haruki Murakami og Karl Ove Knausgård.

Der er pt. udsolgt, men muligt at komme på venteliste.

Det er gratis at deltage i arrangementet med Margaret Atwood på SDU, men tilmelding er nødvendigt: http://event.sdu.dk/atwood

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere