Der er både fødevaremarked med produkter fra Fyn og langbordsmiddag med fynske specialiteter på programmet, når Odense Streetfood Festival igen løber af stablen i
denne uge.
Lørdagen er der også mejeriprodukter på menuen til en smagning af mælk, smør og ost, der netop har vundet Gourmetprisen 2024 – Mejeriforeningens gastronomipris.
Munkemose Park bliver koblet sammen med midtbyen via Ny Vestergade og bliver en levende kulinarisk oase, når årets store madfestival inviterer gæster fra nær og fjern til tre dages folkefest med madoplevelser fra hele verden,
kultur og underholdning 21.-23. juni 2024.
I parken serverer passionerede stadeholdere frisklavede retter, der kan nydes i uformelt samvær på tværs af bordene fredag, lørdag og søndag. I Ny Vestergade er der fødevaremarked fredag og lørdag 11.00-16.00, hvor bl.a. Skovsgårde Biavl, Bøgebjerggaard gårdbutik, Mjød, Kamillas grøntsager og Stensgaard delikatesser stiller op i markedsteltene.
Det er også Ny Vestergade, der lægger brosten til Langbordsmiddag fredag og lørdag 17.00-20.00, hvor der er plads til 150 spisende gæster til en spiseoplevelse, hvor fynske specialiteter fra Stengaard delikatesser og vine fra HCA
Wines spiller hovedrollen.
Uanset om man er til langbordsmiddag eller gademad, kan både fredag og lørdag aften rundes af med en koncertoplevelse på scenen i Munkemose Park. Fredag går Zididada på scenen klokken 21.00, og om lørdagen er det Rasmus Nøhr, der sætter strøm til musikken fra 21.00-22.15. Baren er åben under begge koncerter.
Mælk, ost og smør
For feinschmeckere med hang til mælkeprodukter, er der smagning af de fire produkter, som et professionelt dommerpanel kårede til Mejeriforeningens Gastronomipris 2024. Det foregår lørdag klokken 12.30-13.00, hvor gastronomifaglige ekspert Rasmus Holmgård guider deltagerne igennem en mælk, et smør, en fast ost og en blød ost.
Aktiviteterne til Odense Streetfood Festivals er skabt i parløb mellem Mad & Kultur, Odense City og det lokale kulturog erhvervsliv. Der er gratis entré til Odense Streetfood Festival, men der er et begrænset antal pladser til Mejeriforeningens smagning og derfor først til mølle, og Langbordsmiddagen kræver billet som kan købes ved at skrive til karina@city-odense.dk
MitOdense – det, der samler os