Til årets Munkebjerg Festival bliver de besøgende beriget med en masse live-musik fra en række lokale kunstnere, mens også selveste Sebastian Klein kigger forbi.
Munkebjerg Festival ser igen i år dagens lyst midt i august. I år er der lagt op til et par hyggelige dage i weekenden den 10.-11. august. Festivalen afholdes som sidste år på det grønne areal bag Munkebjerg Kirke.
Selvom festivalen fokuserer på Munkebjergkvarteret og de omkringliggende kvarterer, er hele byen naturligvis velkommen til at kigge forbi. Og det er selvfølgelig helt gratis.
God underholdning
I år kommer der blandt andet til at være en oppustelig hoppekirke, en oppustelig fodboldbane, krea-telt og en FIFA-turnering for de unge.
Derudover bliver pladsen beriget med en masse live-musik om lørdagen. Her kommer Klaus Handsome, Lin Vander, Stina Bekker og Morten Christensen til at spille på scenen. Men midt i alt musikken, kommer en kærkommen afbrydelse, hvor ingen ringere end Sebastian Klein kommer og laver et show.
Der vil også være bålaktiviteter, salg af drikkevarer og grillmad på pladsen.
Musikprogrammet er muliggjort på grund af støtte fra Odense Kommunes musikudvalg, og Sebastian Klein er booket med midler fra Borgerne Bestemmer.
Dygtige Lin Vander kommer og spiller lørdag fra kl. 13:30, inden Sebastian Klein kommer forbi med sit show. Så kom gerne før og støt en lokal kunstner.
Klaus Handsome spiller kl. 16:30 på scenen, en halv time efter Sebastian Klein er gået af.
Den dygtige Stina Bekker kommer og spiller om lørdagen fra kl. 18-19.
Den lokale sanger Morten Christensen lukker scenen lørdag aften med et set fra 19:30-20:30.
Måske sidste år med Munkebjerg Festival
Munkebjerg Festival har de sidste par år været afholdt med målsætningen om at bringe flere af de lokale sammen, så ligusterhækkene ikke gror alt for høje, og man derfor aldrig mødes med sine naboer. Bag festivalen har der været en lille men ekstremt dedikeret bestyrelse, som har stået for al planlægning, opsætning, afvikling og nedtagning.
Formanden har været den lokale præst, Jonas Hennild, men på grund af omrokeringer på arbejdsfronten, vil det ikke være muligt for ham at fortsætte som formand til næste år.
Festivalen hænger derfor i en tynd tråd for at fortsætte de kommende år. Skulle man sidde derude og have plads i sin fritid til at planlægge og afholde en lokale festival, kan man skrive til Jonas Hennild på jhe@km.dk for at høre mere om arbejdet.
MitOdense – det, der samler os