Fra 3. oktober 2022 indfører Odense Kommune beboerlicens i Skibhus Syd. På det tidspunkt er der 1 times tidsbegrænsning på parkeringspladserne fra kl. 9 til kl. 20 på hverdage og fra kl. 9 til kl. 16 på lørdage.
Beboere og erhverv med licens er undtaget fra tidsbegrænsningen. Dermed prioriteres beboere og erhverv over pendler, der ikke længere kan parkere gratis i området.
Til dig, der er privat bilist
Hvorfor kommer der beboerlicensområde?
Formålet med at indføre beboerlicenser er at tilgodese beboere og erhverv i de bynære områder. Beboerne har problemer med at finde p-pladser, fordi de bynære områder er attraktive for pendlere, besøgende i byen osv.
Hvordan fungerer det?
Beboerlicensområdet er en såkaldt parkeringszone, hvor der kun må parkeres tidsbegrænset på de veje, der er omfattet af licensordningen (markeret med gult på kortet). Beboere med beboerlicens er undtaget tidsbegrænsningen. Hver husstand kan købe 1 licens, hvis de har bil.
Hvem kan købe en licens?
Dit navn skal stå på bilens registreringsattest. Du skal være bilejer, sekundær ejer af bilen, registreret som bruger eller sekundær bruger af bilen for at kunne købe en beboerlicens.
Leaser du en bil, skal du uploade/vedhæfte en kopi af leasingkontrakten fra et autoriseret leasingfirma. Den digitale kopi kan være scannet fra det originale dokument eller et billede taget med en mobiltelefon. Du skal uploade og sende leasingkontrakten samtidig med, at du ansøger om beboerlicens.
Er der pladsgaranti med en licens?
Beboerlicensen giver ingen pladsgaranti, men gør det nemmere for dig at finde en parkeringsplads, fordi bilister udefra ikke længere kan holde hele dagen i området.
Hvor lang tid gælder en beboerlicens, hvad koster den, og hvornår kan den bestilles?
Beboerlicensen i området gælder i 1 år, og den koster 600 kr. Beboere kan købe 1 licens pr. husstand, hvis de har bil. Licensen kan købes på denne side.
Kan man parkere med sin licens i andre beboerlicensområder?
Nej. Du kan kun parkere med din licens i det område, den er købt til.
Kan man holde gratis på kommunale betalingsparkeringspladser i området med sin licens?
Nej. Man kan parkere på de veje og pladser, der er markeret med gult på kortet ovenfor. Man kan derudover købe månedskort til at holde på kommunale betalingspladser.
Hvordan kan man se, at en bil har en beboerlicens?
Licensen registreres på bilens nummerplade, så der skal ikke ligge en synlig licens i bilen.
Hvad hvis man har mere end 1 bil i husstanden?
Odense Kommune har prioriteret, at bil nr. 1 kan parkeres. På den måde bliver pladserne fordelt mest lige, så der er bedre plads til både naboens og egen bil. Det er ikke muligt at flytte en licens fra én bil til én anden bil, selvom man ejer begge biler.
Husstande med to eller flere biler må selv finde en løsning på parkering til bil nr. 2 osv. Det kan fx enten være at leje en plads ved en privat udbyder eller løse parkering på egen grund. Bil nr. 2 kan naturligvis parkeres i licensområdet ubegrænset fra kl. 20-09 på hverdage, efter kl. 16 om lørdagen og hele søndagen. Derudover er det muligt at købe månedskort til kommunale betalingspladser.
Hvor må jeg parkere?
Parkering i beboerlicensområdet skal ske i afmærkede p-baner og båse. Det er ikke tilladt at holde på fortovet, hverken helt eller delvist.
Hvornår kan bilister udefra parkere i licensområdet?
Bilister uden beboerlicens kan parkere 1 time i perioden kl. 9-20 i hverdagene og kl. 9-16 om lørdagen. Uden for disse tidspunkter og om søndagen kan man parkere uden tidsbegrænsning på vejene, der er omfattet af licensordningen. Husk lokal skiltning og afmærkning altid er gældende.
Se også www.odenserundt.dk for andre parkeringsmuligheder.
Kan gæster få en licens?
Det er ikke muligt at få licens til gæster. Beboerlicensen er registreret med bilens nummerplade og kan derfor ikke bruges af husstandens gæster.
Gæster kan parkere 1 time på vejene omfattet af licensordningen kl. 9-20 i hverdagene og kl. 9-16 om lørdagen. Uden for de tidspunkter og om søndagen kan gæster parkere ubegrænset. På kortet ovenfor er markeret to kommunale betalingsparkeringspladser. Her kan gæster også holde.
Derudover henviser vi til www.odenserundt.dk, der viser vej til parkering i Odense.
Husk lokal skiltning og afmærkning altid er gældende.
Hvor kan gæster med et invalideskilt parkere?
Biler med et synligt handicapskilt i forruden er undtaget reglen om 1 times tidsbegrænset parkering i beboerlicensområdet.
Kan håndværkere parkere i længere tid end tidsbegrænsningen?
Skal håndværkere parkere længere end tidsbegrænsningen, kan de søge om dispensation fra de almindelige færdselsregler.
Kan en vicevært tilknyttet en ejendom i kvarteret få en beboerlicens?
Det er ikke muligt at få en licens til viceværter. Man skal være beboer i området for at kunne anskaffe sig en licens. Bilister uden beboerlicens kan parkere 1 time i perioden kl. 9-20 i hverdagene og kl. 9-16 om lørdagen. Uden for disse tidspunkter og om søndagen kan man parkere uden tidsbegrænsning i beboerlicensområdet.
Er det tilladt at parkere på fortovet?
Det er ikke tilladt at parkere helt eller med 2 hjul på fortovet ifølge Færdselsloven. Odense Kommune tillader heller ikke parkering på fortove i Odense, da fodgængeres tilgængelighed vægtes højt.
Jeg vil gerne have en overkørsel/udvidet min overkørsel, så jeg kan parkere på egen grund. Hvad skal jeg gøre?
Ønsker du at etablere, udvide eller nedlægge en overkørsel til din ejendom, skal du søge om tilladelse hos Odense Kommune. Du kan læse mere om, hvordan du gør på www.odense.dk/overkørsel.
Til dig, der har erhverv i beboerlicensområdet
Hvad gør erhvervsdrivende i området?
Erhvervsdrivende, der har virksomhed i beboerlicensområdet, kan købe 1 licens pr. CVR.nr. og 1 kundekort. Licensen bestiller du her.
Kan en ejer af en ejendom, som ikke bor i licensområdet, få en licens?
Det er ikke muligt at få en licens som ejer, hvis man ikke bor i området. Man kan parkere 1 time på vejene omfattet af licensordningen i perioden kl. 9-20 på hverdage og kl. 9-16 om lørdagen. Udenfor de tidsrum kan man parkere ubegrænset. Tjek dog altid lokal skiltning, inden bilen parkeres.
Håndværkere har mulighed for at søge dispensation fra de gældende parkeringsregler.
MitOdense – det, der samler os