I de smukke omgivelser på Sydfyn ligger Broholm Slot. MitOdense er taget på besøg, for at opleve den romantiske og nostalgiske stemning.
En tur på Broholm Slot er en oplevelse. Du skal være klar på at træde ind i fortiden, hvor du kan leve dig helt ind i rollen som baron eller baronesse på Broholm Slot.
Værelserne, suiterne og stuerne danner tydelige rammer om overklasseliv fra forgangne århundreder. Alle værelser har hver deres unikke charmerende stil, og er lige så forskellige, som de mennesker der engang beboede dem. Værelserne er hyggelige, udstråler smagfuldhed og er fyldt med nostalgiske og originale detaljer.
De gamle stuer
Når du indfinder dig i de gamle stuer i hovedbygningen, så falder skuldrene helt automatisk ned. Der er ro, helt ro! Der er ingen støj, ingen skærme, ingen baggrundsmusak, højest sagte snak fra slottets øvrige gæster. Pulsen stiger kun de gange, hvor du hører knirkende lyde fra det gamle Slot – er vi helt alene eller…
Et døgn på Broholm Slot er en oplevelse, som vi helt klart kan anbefale. Slottet ligger ca. 30. min fra Odense i helt fantastiske omgivelser. Der er masser af gåruter, hvor naturen kan nydes i alt slags vejr. Den Fynske Øhavssti snor sig rundt i landskabet forbi Broholm Slot – her kan du komme vidt omkring, som fx til unikke Lundeborg. Eller tage den kortere eventyrsti rundt om slottet.
Restauranten på Broholm Slot
Broholm Slots restaurant er indrettet i Broholms gamle forpagterbolig, og deres køkken er bygget op omkring gode Fynske råvarer, som de i årets sæsoner oftest finder hos lokale ildsjæle og leverandører.
Service på Broholm Slot
Du er i trygge hænder fra start til slut på Broholm Slot. Personalet står klar til at servicere dig på bedste vis. Skulle du mangle noget i løbet af dagen, kan du altid stikke hovedet ind i køkkenet og bede om det. Opholdet er gennempræget af autenticitet og nostalgi. Personalet har styr på de historiske detaljer og fortæller gerne en anekdote fra slottets fortid.
De unikke steder på Broholm Slot
Broholm Slot har masser af historien inde som uden. I hovedbygningen på 2. sal finder du børnegangen og dukkesamlingen i yderst dunkel belysning – og man skal ikke have set mange gyserfilm for at stemningen får hårene i nakke til at rejse sig bare en anelse.
På børnegangen boede engang 14 søskendebørn og deres barnepige, så der har været godt gang i etagen. Efter sigende stak barnepigen af med to børn og en masse guld, efter noget ballade på Broholm Slot. Men de faldt alle i Gudme Sø og druknede. Guldet blev aldrig fundet og dykkere leder stadig i søen. Og på Broholm Slot kan man stadig møde barnepigen – den grå dame. Hver aften putter hun nemlig fortsat børnene på 2. sal.
Se også Oldtidssamlingen i det lille museum få meter fra Broholm Slot. Samlingen rummer over 60.000 stykker flint fra Stenalderen, sirligt arrangeret efter type og tidsperiode på skråhylder fra gulv til loft. Alt er fundet i omegn af Broholm Slot af kammerherre Niels Frederik Bernhard Sehested, som boede på Broholm Slot 1839-82.
Konferencelokaler
Der har været afholdt møder i Broholm Slots mødelokaler, siden Middelalderen. Alle Broholms lokaler er indrettet med magelige møbler i et afslappet herregårdsmiljø, som er velegnede til uformelle drøftelser, inspirerende brainstormings, stilfulde cocktail parties, aftenkaffe og hvad man ellers kan finde på for at gøre opholdet på Broholm Slot til en særlig oplevelse.
Om Broholm Slot
På Broholm Slot kan du læne dig tilbage og slappe af og blive forkælet, som overklassefolkene gjorde tilbage i tiden. Her er ro og fred, og skøn natur omgiver slottet. Restauranten byder på mad af gourmetoplevelse, og personalet byder dig velkommen med stor professionalisme, personlig betjening og glade smil.
I dag er Broholm Slot ejet af Anders Sehested, slægtens 13. generation. Slottet er forpagtet ud til Kenneth Birler som driver stedet som Hotel og Restaurant.
Broholm Slot har 19 værelser, 16 på slottet og 3 i den “Gamle” Vandmølle overfor slottet. Hovedbygningen byder på flere opholdsstuer og den store Thorvaldsen-Sal til festlige begivenheder. Læs mere om Broholm Slot her
Artiklen er bragt i et betalt partnerskab med Broholm Slot. MitOdense på tur.
MitOdense – det, der samler os