fbpx

Den prisvindende amerikanske tegneserieforfatter Art Spiegelman kommer til Danmark under Word Festival 2025.

Mange kender forsiden af MAUS, med det tordnende svastika og mus i fangeuniformer. Den ikoniske forside er gået verden rundt og har gjort Art Spiegelman berømt. I 1992 indbragte tegneserien ham Pulitzer-prisen, den første af sin slags til en tegneserie nogensinde.

Det banebrydende værk skildrer Holocaust med jøder som mus og nazister som katte og har cementeret hans status som mesterfortæller. Art Spiegelman har spillet en afgørende rolle i at løfte tegneserier fra undergrund til anerkendt litteratur.

Det er et regulært scoop at få Art Spiegelman til Odense. Han er et ikon inden for sin genre og taler perfekt ind i Word Festivals mission om at hylde ordet. Art Spiegelmans imponerende repertoire er et klasseeksempel på, hvordan kunst, billeder og tegninger kan sige meget mere end tusind ord.

Anne Dyrehauge, direktør for Word Festival.

Spiegelmans karriere spænder fra undergrundscomix-bevægelsen til en indflydelsesrig rolle på The New Yorker, hvor han har skabt utallige legendariske forsider. Sammen med sin kone, Françoise Mouly, grundlagde han RAW, hvor Maus oprindeligt blev serieført.

Som pioner har Spiegelman kontinuerligt udfordret grænserne for grafisk fortælling. Han er kendt for at blande personlige og historiske fortællinger. Foruden MAUS er der også In the Shadow of No Towers, der fortæller hans personlige historie om den 11. september 2001. Han er globalt anerkendt og har modtaget adskillige udmærkelser, herunder Grand Prix ved Angoulême International Comics Festival og optagelse i American Academy of Arts and Letters.

Art Spiegelman åbner Word Festival 2025 fredag den 31. januar kl. 16 i Odeon, hvor publikum kan se frem til en rejse ind i fortiden og en snak om tegneseriens udvikling og superkraft.

Billetsalget til Word Festival 2025 er åbent og kan tilgås via www.wordfestival.dk

OM WORD FESTIVAL

Over tre dage hylder Word Festival ordet med oplæg, debatter, talks, lyrik og oplæsninger. Festivalen finder sted fredag, lørdag og søndag i uge 5 i Odense på forskellige kulturscener i centrum såsom Odeon, Koncerthuset, Brandts, Kulturmaskinen, Teater Momentum mm.

Temaet for festivalen er tid – et fascinerende begreb, der kan skabe utrolig mange samtaler om alt fra det helt nære og praktiske til det højtflyvende og fantastiske. Fredag i uge 5 2025 dykker vi derfor ned i fortiden, men også barndommen og begyndelser. Lørdag står i nutidens tegn, men også status quo i verdens kriser såvel som de menneskelige af slagsen. Søndag tager vi hul på fremtiden, men også den 3. alder, slutninger og det, der sker på den anden side og ude i universet.

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere