fbpx

Med Spoken Word Festivals nye format, De Udødelige Poeters Klub, vil man fra august kunne opleve blandt andet Emma Holten, Kristian Leth, Haidar Ansari og komponist Jeanett Albeck, reflektere, sætte ord og musik
til nogle af de største værker fra den danske litteraturskat

I markeringen af H.C. Andersens 150 års dødsdag, og med støtte fra H.C. Andersen Fonden og Statens Kunstfond, kan Spoken Word Festival i august præsentere det nye litterære format: De Udødelige Poeters Klub.

Her slås dørene op til ni inspirerende
klubaftener, hvor forfattere, forskere og komponister hylder H.C. Andersens, Karen Blixens, Inger Christensens, Tove Ditlevsens, Michael Strunges og Yahya Hassans forfatterskab
gennem samtale, oplæsninger og musik. Festivalleder Betina Følleslev glæder sig til at
realisere programmet i en tid, hvor vi skal huske at fejre alt det, vi kommer fra og er rundet af.

Lige nu går alting hurtigt, og der er mange bekymringer i verden. Det gør det endnu vigtigere at have fokus på, hvor stærk den danske kulturarv og erfaring, vi bærer med os, egentlig er.
Den kan fortælle os noget om, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være i fremtiden. De
Udødelige Poeters ord sætter til stadighed aftryk på fremtidens nye generationer. Derfor er det en kæmpe fornøjelse at præsentere et nyt format, der hylder Danmarks litterære arv og sætter den i forbindelse med nutidens vigtige toneangivende forfattere og musikere som
blandt andet Emma Holten, Kristian Leth og Haidar Ansari.

Festivalleder Betina Følleslev

Programmet

Mandag d. 4. august åbner De Udødelige Poeters Klub, når sprogforsker Michael Ejstrup og
H. C. Andersen forsker Torsten Bøgh Thomsen undersøger og fejrer hele den danske
sprogskat med H.C. Andersens tekstunivers som prisme.

Lørdag d. 16. august kan man opleve digter Haidar Ansari og lektor Jacob Bøggild fra
Syddansk Universitet folde Michael Strunges lyriske univers ud.

Mandag d. 18. august tager komponist Jeanett Albeck og forfatter og barnebarn til Tove
Ditlevsen, Lise Munk Thygesen, Tove Ditlevsens ord under kærlig behandling.

Tirsdag d. 19. august fejres – og genfortolkes – Inger Christensens lyrik og personlighed af
komponist Hannah Schneider og forfatter Christian Dorph.

Lørdag d. 23. august på Nordatlantisk Hus kan man dykke ned i H.C. Andersens papirklip og
billedkunst med H.C. Andersen og William Heinesen forsker Bergur Rønne Moberg.
Præsenteres af Nordatlantisk Hus.

Mandag d. 25. august går forfatter Kristian Leth og H.C. Andersen forsker Torsten Bøgh
Thomsen tæt på sammenhængen mellem kristen kultur, gudsbilleder og H.C. Andersen.

Tirsdag d. 26. august dykker forfatter og debattør Emma Holten og kulturforsker Anne Klara Bom ned under vandet og zoomer ind på H.C. Andersens havfrue som popkulturel figur.

Fredag d. 26. september genforenes forfatter og bror til Yahya Hassan, Abdullah Hassan, digter Jens Kæmpe og ph.d. Troels Obbekær med Yahya Hassans ord og betydning for den
nye generation.

Fredag d. 24. oktober afslutter forfatter Anne Green Munk og anmelder Klaus Rothstein
sæsonen med en klub, der reflekterer over den verdensberømte Karen Blixen.

Det fulde program kan ses på www.spoken.dk

SPOKEN / Spoken Word Festival er Studenterhus Odenses litterære scene, der hylder ord og mundtlig litteratur i mangfoldighed. Oplev festivalen #SPOKEN25 fra d. 15.-26. august
2025 eller løbende over kalenderåret, hvor vi også præsenterer Litterær Onsdag og Unge
Stemmer. Festivalen præsenteres i samarbejde med H.C. Andersen Festivals med støtte fra
Odense Kommune, Statens Kunstfond, Tuborgfondet, Dansk Artist Forbund og H.C.
Andersen Festivals.

De Udødelige Poeters Klub er en del af Andersen Forever og præsenteres med støtte fra
H.C. Andersen Fonden, Odense Kommune og Statens Kunstfond.

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere