Når julegaverne skal købes eller byttes, kan du parkere gratis på Odense Kommunes parkeringspladser, hvor man normalt skal betale.
Der er penge at spare, hvis du op til jul mangler at købe de sidste julegaver i Odense. Fra den 20. december og frem til den 2. januar 2025 (begge dage inklusiv) kan du nemlig parkere gratis på de kommunale parkeringspladser i Odense, hvor man normalt skal betale.
Odense Kommune lader simpelthen sine parkeringsautomater holde en god, lang juleferie, og det plejer at være en populær beslutning blandt dem, som skal ud at købe julegaver – eller måske bytte dem igen.
Der er mange gode grunde til at tage på juleshopping i Odense. Byen og dens mange butikker er smukt dekorerede, og det er nemt at komme i den rette julestemning, når man går rundt i de gamle gader. Vi lader traditionen tro parkeringsautomaterne gå tidligt på juleferie, så det kan blive til en lidt større gave eller måske et stop på en hyggelig café eller restaurant.
By- og kulturrådmand, Søren Windell.
Der er dog fortsat parkeringskontrol i byen, så det er vigtigt, at man husker at orientere sig på skilte og ved parkeringsautomaterne, inden man forlader bilen og går på juleshopping.
Man kan finde de kommunale parkeringspladser ved at følge kortet her
Reglerne gælder altså kun for de kommunale parkeringspladser, hvor man normalt betaler. Alle øvrige kommunale parkeringspladser vil have de samme restriktioner som normalt – det gælder for eksempel også i områder med beboerlicens. I disse områder er der dog ikke tidsbegrænsninger på søn- og helligdage.
MitOdense – det, der samler os