fbpx

I løbet af sommeren er der prides i hele landet, som fejrer mangfoldigheden og slår
et slag for LGBTQ+ personers rettigheder. Traditionen tro åbner Odense den danske
pridesæson d. 17. maj 2025 til årets Odense Pride.

Siden 2021 har den tredje lørdag i maj været pride-dag i Odense. Hvert år har man snakket om det famøse ”år fem” – og nu er det nu! Den femte Odense Pride samler en stor gruppe lokale og landsdækkende samarbejdspartnere, som vil være med til at markere mangfoldigheden. Odense Pride 2025 bliver større end nogensinde før; en dag med parade, taler, god underholdning og en masse frihed og kærlighed i luften.

Rundt omkring i verden er LGBTQ+ rettigheder udfordrede. I Ungarn er pride-optog blevet forbudt, og rettigheder for transkønnede, homoseksuelle og andre LGBTQ+ minoriteter bliver tilbagerullet flere steder. Det skaber frygt og usikkerhed for LGTBQ+ personer, og derfor er det vigtigere end nogensinde at vise, at Odense er en mangfoldig by med plads til alle!

Sammen skal vi slå fast, at man i Odense skal kunne leve det liv man ønsker,elske den man elsker og være den man er; for kun med frihed kan vi som mennesker blomstre.

Borgmester Peter Rahbæk Juel til Odense Pride 2024

Hvert år er det Odense, der skyder pride-sæsonen i gang som årets første pride. Som noget nyt samler de i år repræsentanter fra de andre danske prides, så de kan skyde fejringen af mangfoldigheden i gang i fællesskab!

Program og aktiviteter
Odense Pride 2025 starter lørdag d. 17. maj kl. 12:00 i Kongens Have. Det endelige program er stadigvæk ikke helt på plads, men priden kan allerede nu løfte sløret for, at vi som altid går parade igennem byens centrum, skal høre taler fra bl.a. borgmesteren og får underholdning fra både små og store kunstnere, herunder Freja
Kirk. Lambda er igen i år vært for den officielle efterfest på Frølageret.

Hvorfor pride?
Odense Pride er en begivenhed, som har til formål at styrke LGBTQ+ rettigheder, tryghed og sikkerhed. Vi arbejder for at styrke LGBTQ+ miljøet på Fyn, ved at skabe et årligt tilbagevende rum, hvor vi kan møde hinanden. Vi skaber synlighed om vores udfordringer, samtidig med at vi skaber en platform, hvor LGBTQ+ personer kan engagere sig i den demokratiske debat. Det skaber mulighed for at se rollemodeller og at mærke, at det er okay at være den, man er.

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere