fbpx

100 borgere er samlet i det nye Odense Borgerklimaråd, der skal levere en række anbefalinger til byrådet om bæredygtige transportvaner i hverdagen.

Hvordan ser en god hverdag med grønne transportvaner ud i Odense? Det spørgsmål skal et nyetableret Odense Borgerklimaråd nu hjælpe politikerne med at finde svar på.

Borgerklimarådet består af 100 odenseanere – der er kvinder og mænd, unge og ældre og dem midt imellem, og de bor jævnt fordelt i Odenses postnumre.

Fælles for medlemmerne af Odense Borgerklimaråd er, at de med udgangspunkt i deres egne hverdagsvaner skal aflevere en række anbefalinger til Odense Byråd. Anbefalingerne bliver del af arbejdet med en ny og grøn mobilitetsplan, der er klar i løbet af 2023, og som skal fremme kollektiv trafik, cykel og gang, så det er de mest attraktive transportvalg i hverdagen.

På den vis skal anbefalinger og mobilitetsplan være med til at reducere CO2-udledningen fra transportområdet i Odense med 107.000 ton om året og bidrage til at nå det ambitiøse mål om, at Odense senest i 2030 skal være klimaneutral.

Hverdagens eksperter

Med masser af spørgelyst og stort engagement har borgerklimarådet været samlet til det første af fire møder, og klima- og miljørådmand Tim Vermund (S) ser frem til at få odenseanernes anbefalinger i hænderne.

Det er borgerne, der er eksperter i hverdagen, og derfor er det helt afgørende, at vi som supplement til de faglige vurderinger også får indspark fra dem, der til daglig bevæger sig rundt i Odense. Vi når kun i mål med vores klimaneutrale ambitioner, hvis vi løfter i flok, så jeg er meget glad for, at 100 odenseanere har sagt ja til at være med i borgerklimarådet.

Klima- og miljørådmand Tim Vermund

Til at stå i front for Odense Borgerklimaråd er Gitte Bargholt, direktør for Kold College, udpeget som forkvinde. Hun siger:

Som borgerklimaråd er vi sat i verden for at lave nogle anbefalinger, politikerne vil lytte til. Så kan man være skeptisk og sige, de lytter nok ikke alligevel, men man kan også lige som jeg tænke, at selvfølgelig lytter de. Jeg synes, det er sympatisk, man vil lave borgerinddragelse, så politikerne er i øjenhøjde med deres borgere. Det nærmer sig et direkte demokrati, og det har jeg det rigtig fint med.

Gitte Bargholt, direktør for Kold College

Klogere på hinanden

De 100 medlemmer bærer vidt forskellige transport-holdninger med ind i borgerklimarådet, og Gitte Bargholt forventer ikke, at de når nogen enighed.

Vi skal blive klogere på hinanden, men ikke enige. Det vigtigste er, at de anbefalinger, vi giver til politikerne, er repræsentative, så enhver borger kan se sit aftryk.

Gitte Bargholt, direktør for Kold College

Det er forventningen, at borgerklimarådet afleverer rækken af anbefalinger til Odense Byråd i februar 2023.

Odense Kommune har én gang tidligere haft et borgerråd. Det var i 2019, det var det første af sin slags i Danmark, og emnet var dengang velfærd. Borgerrådet afleverede ni konkrete forslag, som blev del af byrådets efterfølgende budgetforhandling.

Fakta

  • Odense Borgerklimaråd består af 100 repræsentativt udvalgte odenseanere.
     
  • Et analysebureau har ringet rundt for at rekruttere medlemmerne og sikret, at de så vidt muligt repræsenterer Odenses befolkning i forhold til alder, køn og postnummer.
     
  • Borgerklimarådet har netop haft første møde, og medlemmerne skal samles yderligere tre gange.
     
  • Derefter afleverer borgerklimarådet en række anbefalinger til byrådet som led i udarbejdelsen af en grøn mobilitetsplan, hvor bæredygtige transportformer som gang, cykel og kollektiv transport prioriteres højest.
     
  • Alle byrådspartier har besluttet, at Odense senest i 2030 skal være klimaneutral og reducere CO2-udledningen med 502.000 ton årligt. 107.000 ton CO2 skal komme fra transportområdet.

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere