fbpx

Hele familien kan glæde sig til en gribende, magisk og hjertesmeltende oplevelse med Charles Dickens’ fabelagtige spøgelseshistorie om gnieren Ebenezer Scrooge, som vrisser af alt og alle – ikke mindst af folk, som ønsker ham glædelig jul. Der er juleeventyr på Odense Teater.

Men så får han besøg. Først af sin afdøde kompagnon Jacob Marleys genfærd og dernæst af tre ånder, som giver ham en sidste chance for at lære omsorg og medmenneskelighed. For Scrooge har glemt at leve, men måske kan han åbne sit hjerte og ændre sit liv på denne juleaftensdag.

En ægte juleforestilling på Odense Teater, hvor du kan mærke julestemningen brede sig, når vi blænder op for fantastiske skuespillere, smukke scenebilleder og kostumer samt kendte julesalmer som Dejlig er den himmel blå og Det kimer nu til julefest – nænsomt drysset med et strøg af elektroniske beats.

Teaterdirektør på gulvet

Årets juleopsætning, Et Juleeventyr, bliver den første forestilling, som Jacob Schjødt skal instruere på Odense Teater, siden han blev teaterdirektør i 2021. Og han nyder at være tilbage i prøverummet.

Den fik hele tre Reumert-nomineringer, da han opsatte Et Juleeventyr i Aarhus Teater – nu er turen kommet til Odense Teater, hvor teaterdirektør Jacob Schjødt er tilbage i instruktørstolen.

Det er virkelig dejligt! Jeg trives rigtig godt i prøverummet, så det føles lidt som at komme hjem. Jeg kan også savne det i hverdagen, så det er også noget, jeg kommer til at gøre fremover – men i begrænset grad selvfølgelig, for det er lidt at dobbeltjobbe den. Det giver lange dage, hvilket er fint i en periode, men ikke noget man kan gøre for ofte. For jeg er jo stadig teaterdirektør, og lige nu er vi også i fuld gang med at planlægge sæson 24/25. Så der er nok at se til. Fra 8.00-11.45 er jeg teaterdirektør og fra 11.45-18.00 er jeg instruktør. Og fra 18.00 til jeg går i seng, er jeg teaterdirektør – og far.

Teaterdirektør Jacob Schjødt

JULEFORTÆLLINGENS MODER

Selvom der er mange ting at se til for Jacob Schjødt, så mener han, at det er vigtigt at sætte sig i instruktørstolen fra tid til anden. 

Som instruktør kommer jeg ind i maskinrummet på en anden måde end som teaterdirektør. Det er fedt at opleve de forskellige medarbejdere være i gang med vores kerneprodukt. Som instruktør er jeg i tæt kontakt med skuespillere, sceneteknikere, påklædere og så videre. Det giver en rigtig god fornemmelse af huset, hvilket er sundt for en teaterdirektør. Men jeg er ikke blind for, at jeg jo i medarbejderens øjne også er teaterdirektør. De har nok svært ved at brokke sig over en dårlig instruktør, når det er mig, der er instruktøren.

Teaterdirektør Jacob Schjødt

Jacob Schjødt har tidligere instrueret forestillingen på Aarhus Teater, hvor den blev nomineret i hele tre kategorier til Årets Reumert. Og at det netop blev Et Juleeventyr, som han valgte som årets juleopsætning på Odense Teater, var helt naturligt.

Det blev Et juleeventyr, fordi det er den ultimative julefortælling for mig. Charles Dickens’ historie har så meget kvalitet og så meget på hjerte, og fortællingen har dannet grundlag for, hvordan vi opfatter julen. Den handler om gavmildhed, fællesskaber og næstekærlighed – så for mig er det alle julefortællingers moder.

Teaterdirektør Jacob Schjødt

Et juleeventyr har premiere den 11. november og kører frem til 23. december. Find billetter her

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere