Af Sasja Brandt
I dag, mandag den 30. september, er det et år siden at Kim Larsen døde med sin familie omkring sig, i familiens lille lejlighed på første i H. C. Andersen kvarteret. Kim Larsen blev 72 oplevelsesrige år.
I 1968 blev Larsen uddannet folkeskolelærer, men nåede kun kort tid at arbejde i dette fag da han allerede samme år i december spillede sin første professionelle koncert. Året efter blev rockgruppen Gasolin’ dannet, og de følgende år tog karrieren hurtig fart for den unge Larsen.
Danmarks nationalskjald prøvede i starten af 1980’erne at slå igennem i USA men måtte hurtigt indse at det ikke var her den store succes lå, hvorefter han vendt hjem til Danmark igen og fortsatte din store succes.
Kim Larsen boede med sin kone Liselotte og de to yngste sønner Hjalmer og Lui de sidste 24 år af sit liv på Claus Bergs Gade midt i Odenses gamle bydel. Kim og Liselotte blev gift i 2001 i Kerteminde hvor Larsen selv er døbt.
Hvis man kommer på Odense Stadion kan man høre Larsens sprøde røst flyde ud af højtalerne med sangen ”Her i Odense”, og rigtig nok er en hyldest til Odense. Som Han synger ”Solen den går aldrig ned, men når den gør, så går vi med”, så man kan i sandhed sige at solen aldrig gik ned for Larsen, men han gik med den -fordi ”Fyn er fin”.
Selv efter at have fået konstateret prostatakræft, og i en længere periode at have været syg, forhindrede det ikke Larsen i at indspille endnu en sidste plade bl.a. sammen med sin succesfulde søn Hjalmer, i hjemmet på Claus Bergs gade – ’Sange fra første sal’ som udkom tidligere på året.
Som familien skrev i pressemeddelelsen, efter de uendelige mange blomster der blev lagt til minde og ære for Kim, ”Man giver ikke en mand blomster” var hvad han ville have sag og den gestus, derfor skal et ”goddag til den gamle fugl” lyde herfra.
