Hvis vejrguderne ellers vil det, forventes 25.000 gæster at spise sig igennem Odense Streetfood Festival, der præsenterer et ambitiøst program for såvel mad- som kulturelskere i juni.
Weekenden byder på retter fra alle verdenshjørner i Munkemose Park, og Ny Vestergade bliver omdannet til gågade med fødevaremarked og langbordsmiddag. Zididada og Rasmus Nøhr indtager scenen, og om søndagen er der skruet særligt meget op for familieaktiviteter. Arrangøren melder, at der stadig er plads til flere lokale aktører, der vil være en del af festivalen.
Fra den 21.-23. juni forvandles Munkemose Park til en oase med oliventræer, øer med borde og bænke, åben grill, funklende lyskæder, halmballer og retter fra hele verden. Fra vietnamesiske bahn mi og sprøde forårsruller lavet fra bedstemors opskrift, til dampende surdejspizzaer tilberedt af råvarer fra Thy og søde pandekager med topping. I festivalens nye tipitelte er der gjort plads til egnens fødevareproducenter og restauratører.
Odenseanere og tilrejsende kan se frem til en festlig forlænget weekend, der er skabt i parløb mellem Mad & Kultur, Odense City og det lokale kultur- og erhvervsliv. Det lokale engagement er højt prioriteret.
Ud over at skabe liv og gode oplevelser i byen, er streetfood-festivalen en platform for lokale aktører. Både for de etablerede, der ønsker at komme ud af deres vante lokaler, og for iværksættere, som vil præsentere og afprøve deres produkter og koncepter for et stort publikum.
Karina Gerrild Rasmussen, Odense City
Mad & Kultur er rutinerede iværksættere, der også står klar med råd og vejledning til de lokale, der vil byde ind. Uanset om de har en restaurant, er fødevareproducenter og madiværksættere eller vil bidrage til underholdning og aktiviteter.
Festivalen skal samle byen og styrke både kultur- og madscenen. Det gør vi bl.a. igennem samarbejdet med Det Fynske Madmarked og med vores tipitelte, hvor gæsterne kan smage på Odense. Men der er også plads til lokale streetfood-koncepter og kunstnere. Så ræk endelig ud til os, hvis du vil med.
Thor Andersen, medejer af Mad & Kultur.
Odense Streetfood Festival, der for andet år holdes i Munkemose Park, indtager i år også midtbyen. Ny Vestergade omdannes til gågade, hvor Det Fynske Madmarked har stader med lokale råvarer og specialiteter fredag og lørdag. Det er også Ny Vestergade, der lægger gade til langbordsmiddag.
Børnene kan glæde sig til gøglere, cirkuslegeplads og ansigtsmaling, og der er gratis adgang til Odense Streetfood Festival, der har åbent fredag 16.00-21.00, lørdag 11.00-21.00 og søndag 11.00-19.00. Baren holder længere åbent i forbindelse med koncerterne 21.00-22.30 fredag og lørdag med hhv. Zididada og Rasmus Nøhr.
MitOdense – det, der samler os