fbpx

Til konferencen DCI GO! i Odense mødes kreative virksomheder fra lokalområdet og potentielle investorer for at styrke deres netværk og tale om fremtidige samarbejdsmuligheder.

På eventet konkurrerer virksomheder om præmier til den mest lovende og skalérbare og bedst pitchende virksomhed.

Der er kolde kontanter på højkant, når kreative virksomheder og investorer mødes i Odense d. 24. maj til eventet DCI GO! Dagens hovedformål er at styrke netværk og samarbejde i den kreative branche i og omkring Odense, men for en del af de tilmeldte virksomheder er der også udsigt til andet end nye bekendtskaber.

Til konferencen konkurrerer et udvalg af de tilmeldte virksomheder i at pitche deres virksomhed og har muligheden for at vinde 50.000 kr. for mest lovende og skalérbare virksomhed og 5.000 kr. for bedste pitch. Inden konkurrencen har de udvalgte virksomheder deltaget i Danish Creative Industries (DCI) undervisningsforløb i pitch-træning og forretningsmodeller. Det forklarer grundlægger af DCI, Kristian Riis.

DCI handler om at løfte kreative virksomheder og startups ved at matche dem med kapital og hjælpe dem videre på deres vækstrejse. Undervisningsforløbet og præmierne giver os mulighed for at støtte en række virksomheder med konkrete midler, og efterfølgende tage dem i hånden, og – alt efter behov – hjælpe dem med at videreudvikle deres forretningsmodeller og øge deres forretningsforståelse.

Kristian Riis, grundlægger af DCI

DCI GO! i Odense afholdes hos og i samarbejde med ANARKIST BEER & FOOD LAB. Eventet starter kl. 09 og slutter ca. Kl. 17. Tilmelding er gratis på www.danishcreativeindustries.dk/odense

DCI samarbejder lokalt og kommunalt
I DCI samarbejdes med lokale aktører, bl.a. Odense Iværksætterservice, hvor man glæder sig over, at DCI GO! lægger vejen forbi og støtter op om de lokale initiativer til fordel for iværksættere i det kreative vækstlag.

Hos Odense Iværksætterservice er vi glade for at se initiativer som DCI og DCI GO!, der med konkrete midler og redskaber tilbyder kreative iværksættere adgang til den nødvendige sparring, kompetencer og kontakt med det resterende erhvervsliv, som stiller dem bedre fra start.

Odense Iværksætterservice oplever, at de kreative iværksættere nogle gange glemmes, og derfor synes vi, at DCI og DCI GO! er et spændende initiativ, som er med til at løfte og sætte fokus på, hvordan kreative iværksættere kan udvikle deres forretninger, få adgang til finansiering og i sidste ende lykkes med deres idéer.

Randi Trabjerg, erhvervskonsulent i Odense Iværksætterservice

Danish Creative Industries er et nyt dansk initiativ, som i 2022 afholder i alt seks events over hele landet. DCIs mål er at matche kreative virksomheder med kapital og understøtte de kreative erhvervs vækst og udvikling. DCI regner med, at i omegnen af 100 virksomheder, brancheorganisationer og investorer vil deltage i eventet den 24. Maj i Odense, der er dog stadig ledige pladser. Heraf vil omtrent 10 virksomheder være en del af pitch-konkurrencen.

Præmier uddelt til DCI GO!
I slutningen af februar og marts var DCI GO! i Aalborg og Struer. Her vandt blandt andre virksomheden WoodMee®. Indehaver og grundlægger af WoodMee® , Jesper Elling, har skabt et legetøjs- og redskabssystem med missionen om at understøtte børns udvikling, ændre legetøjsindustrien og at give
forbrugeren mulighed for at tilvælge attraktive og klimavenlige legetøjsprodukter.

DCI GO i Struer gav WoodMee® en chance for at møde og høre andre dygtige kreative founders, hvilket var meget værdifuldt. Investorpanelet havde gode, skarpe råd, men gav også energi ved at fremvise begejstring. Det var hyggeligt, med 100 % relevante indlæg og god støtte op til arrangementet.
At få prisen giver god energi til at komme videre med WoodMee® – og pengene går direkte ind i udvikling af webshop.

Jesper Elling, grundlægger af WoodMee®

Virksomheden Selvbygger+, som har udviklet en digital løsning som hjælper selvbyggere, løb med
prisen for den mest lovende og skalérbare virksomhed og tog dermed 50.000 kr. med sig hjem fra DCI GO! i Aalborg.

At vinde prisen som mest lovende og skalérbare virksomhed til DCI GO! har givet os en kæmpe motivation til at kæmpe videre for bedre byggeprojekter til private. Helt konkret giver den økonomiske gevinst os mulighed for at udvikle platformen yderligere og samtidigt styrke markedsføringen af Selvbygger+ hurtigere end forventet. Et stort boost for os.

René Mallin, founding partner i Selvbygger+.

Fakta om DCI:
Bag DCI initiativet, som støttes af Industriens Fond står også en række partnere, herunder
Vækstfonden, Lunar Bank, Gudbjørg og Ejnar Honores Familiefond og Dansk Erhverv, og en lang række samarbejdspartnere som bl.a. Creative Denmark, Danmarks Grønne Investeringsfond, Business Aalborg, Nordic Female Founders, Utzon, Space10, Struer Lydens By, Design Denmark, Sound Hub Denmark, Lifestyle & Design Cluster, Creative Business Network, Musikindustriens Netværk, BARC Scandinavia, Anarkist, Viborg Visuals, Arsenalet, Northurbanstudio m.fl.

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere