Nu får du igen en unik mulighed for at blive endnu klogere på, hvordan dyrene ser ud under pelsen, når Odense ZOO populære Dyret på vrangen-dage vender tilbage.
Første gang er søndag d. 1. maj, hvor du kan komme helt tæt på og se, hvordan en løve er skruet sammen indeni. Udover at se de indre organer kan man også blive klogere på, hvordan løven eksempelvis bruger sin strube til at brøle højt.
Dissektionen starter klokken 13 ved Atollen og varer cirka en time. Den er gratis at overvære for ZOOs gæster.
OM DISSEKTIONER:
Ingen af Odense ZOOs dyr aflives med det formål at skulle bruges i en dissektion. Det er i stedet dyr, som enten er blevet for gamle, for syge eller ikke kan afsættes til andre zoologiske haver. Det samme er tilfældet for den hunløve, der skal dissekeres 1. maj. Den kom til Odense ZOO i 2011 og blev aflivet i 2019, da interne kampe i løveflokken gjorde, at der ikke var andre udveje. Det var ikke muligt at afsætte den til anden zoologisk have. Den har siden ligget på frost, så den kunne bruges til formidling.
Selvom særligt én dissektion i 2015 vakte opsigt, især internationalt, er dissektioner noget, Odense ZOO har gjort i over 20 år, da det giver en unik mulighed for formidling, fascination og en lærerig forståelse for dyrene. Den seneste offentlige dissektion i haven foregik i 2018, hvorefter blandt andet coronarestriktioner kom i vejen.
MitOdense – det, der samler os