Det er vinderne af Årets Danske Gruppe ved Danish Music Awards 2024, der går på scenen, når Kind mod Kind næste år besøger Midtfyns Festival.
Det unge, prisvindende band er et af Danmarks mest lovende og innovative bands, og de har i år haft et fantastisk gennembrud, hvor blandt andet deres optræden på Roskilde Festival blev fremhævet som en af festivalens mest uforglemmelige oplevelser.
Vi holder selvfølgelig øje med, hvad der rører sig på scenerne på de danske festivaler og spillesteder, og rygtet om Kind mod Kind’s live-optrædener bredte sig lynhurtigt blandt folk i festival-miljøet. Så vores booker var ikke i tvivl om, at vores gæster også skulle have mulighed for at opleve Kind mod Kind.
Kim Skovby Klindt, leder af Midtfyns Festival
Det unge bands koncerter er af anmeldere og publikum beskrevet som elektrificerende. Fra deres skarpe trommer til den følelsesladede falsetvokal skaber de en unik atmosfære og energi, der bliver gengældt af et engageret publikum.
Glæd dig til at blive taget med på Kind mod Kind’s musikalske rejse på Midtfyns Festival, når de leverer en magisk afslutning på festivalen lørdag aften.
Midtfyns Festival finder sted på Dyrskuepladsen i Ringe den 5.-6. september 2025. Udover Kind mod Kind kan du blandt andet møde Scarlet Pleasure, Marie Key, Kalaset, Jakob Dinesen, Dodo & the Dodos og mange flere.
MitOdense – det, der samler os