fbpx

Hvert år bliver der solgt cirka 420 millioner kopper kaffe til danskere på farten, og i den forbindelse mange millioner engangslåg af plastik – men det skal være slut nu. Hypet kaffelåg fra Odense vender op og ned på tingene.

Efter flere års forberedelse og forsinkelser af produktionen er et nyt, biobaseret alternativ langt om længe kommet på markedet.

Den 64-årige opfinder Lars Bendix kan nu endelig glæde sig over at se sin opfindelse, et længeventet og allerede meget omtalt kaffelåg, blive lanceret og komme ud til danskerne. Odense-virksomheden B Company har fået eneforhandlerretten i Danmark, og allerede nu vidner ordrebogen om, at der er stor efterspørgsel på kaffelåget med navnet Liplid.

Grossistvirksomheden B Company har fået eneforhandlerretten af det nye kaffelåg med navnet Liplid, som blev opfundet af den danske iværksætter og arkitekt Lars Bendix. Allerede inden Liplid landede på lageret i Odense, havde B Company solgt over 300.000 kaffelåg i forsalg, og de allerførste leverancer af kaffelåget er nu sendt ud på det danske marked.

Efterspørgslen på Liplid har været enorm, når vi sammenligner med den normale efterspørgsel på kaffelåg, og vi har alene forud for selve lanceringen af Liplid solgt seks gange så mange kaffelåg, som vi normalt ville sælge på et helt år. Allerede længe før lanceringen er vi blevet kontaktet af både restaurationer og kæder, som har ønsket at placere ordrer, inden vi nærmest var klar til det. Det må siges at være utroligt positivt, da det ellers ofte godt kan tage lidt tid, før markedet er parat og villig til at tage radikalt nye produkter ind.

Jess Bluhme, stifter og ejer af B Company.

Det nye kaffelåg er fremstillet af træfibre, og består således af komposterbare og genanvendelige materialer – og er dermed helt plastikfrit. Derudover er der i fremstillingen anvendt 24 procent mindre materiale sammenholdt med låg i lignende materialer.

Idéen bag Liplid blev født tilbage i foråret 2016, da de to opfindere og iværksættere Lars Bendix og Håkan Löfholm, mødtes over en frokost i Stockholm. Lars Bendix og Håkan Löfholm kender hinanden godt og har lavet en del arbejde sammen tidligere. Begge havde oplevet at brænde sig, spilde kaffe eller få et ødelagt plastiklåg, mens de drak deres kaffe på farten. Deraf opstod idéen om at drikke direkte fra koppen i stedet for af låget, og det blev kernen i deres vision bag Liplid.

En hurtig skitse til et nyt kaffelåg skulle vise sig at løse de udfordringer, som de eksisterende engangslåg på markedet havde givet. Lars Bendix gik derfor tilbage til tegnebrættet og designede videre på to go-låget, mens Håkan Löfholm sikrede patenter og indledte dialog med potentielle investorer. Den første prototype blev fremstillet allerede i efteråret 2016, og her otte år senere kan danske Lars Bendix glæde sig over, at opfindelsen nu kommer ud på det danske marked.

Fakta om Liplid:

  • Liplid er et 100 procent plastfrit kaffelåg fremstillet af træfibre, som er et komposerbart materiale.
  • Låget er et alternativ til et traditionelt plastlåg, der kan være med til at nedbringe produktionen af plastiklåg i hele verden.
  • I fremstillingen af et Liplid-kaffelåg anvendes 24 procent mindre materiale sammenholdt med låg i lignende materialer.
  • Låget er designet, så det er muligt at drikke direkte fra to-go koppen 
  • Liplid er opfundet og udviklet er de to opfindere og iværksættere Lars Bendix og Håkan Löfholm.
  • Læs mere om Bcompany og Liplid her

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere