fbpx

Fredag den 6. september 2024 lanceres kampagnen #HVORERDINVEN. En kampagne som Odense Nattelivsråd står bag og som sætter fokus på god opførsel i Odenses natteliv.

Heldigvis føler langt de fleste sig trygge i Odenses natteliv, og det skal de blive ved med. Men der er også nogle bekymringer for både de unge og deres forældre, når man bevæger sig rundt i byen om natten. Kampagnen #HVORERDINVEN sætter fokus på den gode opførsel i nattelivet, hvor der skal være fokus på respekt og omsorg for hinanden, og at man husker hinanden i nattelivet.

I nattelivsrådet har vi nogle virkelig gode drøftelser. Alle byder ind med både viden og erfaringer om nattelivet i Odense, så vi har været rundt om mange emner, som både fylder og er relevant for et trygt natteliv. Vi har drøftet områder i byen, hvor unge opholder sig, rusmidler i nattelivet, tiltag som fx. Safehouses og natteværter. Og nu er vi klar med kampagnen #HVORERDINVEN. Nattelivsrådet kan ikke praktisk ændre dårlig adfærd i bybilledet, men vi kan sætte fokus på, at alle får mest ud af at være gode ved hinanden og hjælpe hinanden – særligt de unge.

By- og kulturrådmand Søren Windell.

Kampagnens fokus er primært til unge mellem 18 og 23 år og skal være kodeks for den gode opførsel i nattelivet. Der er unge, der skal lære at færdes i nattelivet. Nogle er stadig Corona-unge, som har ikke haft mulighed for komme ud i nattelivet. Formålet med kampagnen er at skabe en samtale om, hvordan de unge færdes og opfører sig, når de er i nattelivet.

Odense er en stor studie-by, og en by med rigtig mange unge mennesker. Derfor har vi en særlig forpligtigelse til, at vores unge kan færdes trygt og ubekymret i byens natteliv. Vi er allerede godt på vej med flere af de initiativer, der blev besluttet i Budget 2023 – såsom mere belysning i Kongens Have, flere kameraer ved Fisketorvet og Overgade, samt en mere oplyst og åben tunnel ved banegården. Men arbejdet fortsætter sammen med Nattelivsrådet – og nu glæder jeg mig til at få skudt #HVORERDINVEN godt i gang.

Borgmester Peter Rahbæk Juel.

Kom med til lancering af kampagnen

Har du lyst til at være med til lanceringen og varme stille og roligt op til weekenden eller Generator, så kig forbi Amfipladsen (ved Studenterhuset) fredag den 6. september kl. 15. Der vil være snacks, musik, hygge og taler fra både rådmand Søren Windell, borgmester Peter Rahbæk Juel og medlem af Nattelivsrådet, Kasper Lindquist. Og tag gerne din ven med.

Fakta om Odense Nattelivsråd:

Rådet blev nedsat i forbindelse med budget 2023 under Tryghedspakken. Nattelivsrådet er et tæt samarbejde på tværs af brancher med forbindelse til nattelivet. Derfor består Nattelivsrådet af repræsentanter fra brancheforeninger, uddannelsesinstitutioner, ungerepræsentanter fra foreninger samt Natteravnene. Lederen af SSP involveres som fast medlem af nattelivsrådet.

Rådet drøfter emner som:

 – god adfærd i nattelivet (diskrimination, vold og chikane).

 – kulturdrevet natteliv (tjekke alder og fx ikke lokke de unge med billig alkohol)

 – fysiske rammer (trafiksikkerhed, områder omkring vand, belysning, overvågning)

 – støj og renhold (omtanke for naboer og ren by)

www.odense.dk/nattelivsråd

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere