Magien rammer Odense i uge 42 med en sand efterårsstorm af en festival, og Magiske Dage Odense har i år en ny stor aktivitet, hvor gæsterne kan være aktive eller blot nyde lyset fra dansende lanterner.
Kunstnergruppen Magila står i efterårsferien i spidsen for en magisk vandring med lysparade fra Sortebrødre Torv gennem Odenses gågade til Amfiscenen i Brandts Passage, hvor alle stemmer i med fællessang og har muligheden for at styrke vokalen med varm kakao.
Lysparaden er en ny aktivitet i den traditionsrige festival, og kunstnergruppen går sammen med de festivalgæster, som har skabt deres egen lanterne i workshops i løbet af fredagen – men alle er velkomne til at følge optoget og de dansende figurer gennem byen.
Festivalen åbner med nogle aktiviteter torsdag den 17. oktober, inden det fulde program ruller ud fredag og lørdag den 18. og 19. oktober. Odense Bibliotekerne er glade for at kunne præsentere et program med en række helt nye oplevelser og partnerskaber, som styrker festivalen yderligere. Årets program er en særlig hyldest til litteraturen og fantasiens magiske kraft for alle aldre.
Sponsorer støtter legen og litteraturen
Støtte fra Statens Kunstfond understreger festivalens litterære fokus for børn og unge med otte gratis litterære workshops og foredrag fordelt over festivalen, og et sponsorat fra Albani Fonden gør det muligt at skabe et stort rollespil for unge med den nordiske mytologi som omdrejningspunkt. Rollespillet folder sig ud i Brandts-området og inddrager byrummet som scene.
Rådmand Søren Windell er glad for opbakningen til Magiske Dage Odense, som sætter legen og litteraturen aktivt i spil hos både børn og voksne i bymidten.
Festivalen samler et væld af aktører, som understreger festivalens bredde og værdi. Flere har været med længe, mens nye støder til, og sammen med de mange tusinde festivalgæster – børn, unge og familier – skaber de sammen med Odense Bibliotekerne en unik begivenhed i Magiske Dage Odense, som blot bliver bedre år efter år som en magisk fest for alle.
Rådmand Søren Windell.
Også Bibliotekschef Kent Skov Andreasen hilser festivalens program og potentiale hjerteligt velkommen.
Vi præsenterer endnu engang et stærkt, bredt og varieret program med udgangspunkt i den litteratur og de fællesskaber, bibliotekerne brænder for. Festivalen fejrer magi og fantasi i alle former og formater og bygger på mange års arbejde fra dedikerede medarbejdere foruden stærke samarbejdspartnere og sponsorer, der støtter festivalens kvaliteter. Magiske Dage-festivalen flytter bibliotekernes kerneopgave ud i byrummet, gør de skrevne ord levende og giver os en fælles følelse af sammen at kunne træde ind i vores yndlingsbøger, -film eller -spil. Magien er i os alle uanset alder og er med til at vise os verden fra mange vinkler – lige midt i Odense.
Bibliotekschef Kent Skov Andreasen
Du kan se hele programmet på www.magiskedageodense.dk og ud over stjernefolkets lysparade med deltagere fra lanterne-workshops, byder festivalen på en række spændende indslag:
Jim Lyngvilds drager
Under festivalen vil der være mulighed for at se Jim Lyngvilds drageudstilling. Lørdag den 19. oktober kl. 12.00-13.00 holder Jim Lyngvild og historiker Charlotte Lindhardt reception for deres fælles bog “Danmarks Magiske Væsener og Fabeldyr”. Historiens Hus på Klosterbakken 2 danner rammen om udstilling og reception.
Tegneserie-kunstneren Peter Madsen
Husker du Valhalla-tegneserierne og tegnefilmen fra din barndom og ungdom? Magiske Dage Odense har også inviteret tegneren bag – Peter Madsen – til at holde tegneworkshop for børn fra 10 år og op. Under festivalen viser Café Biografen tegnefilmen fra 1986.
Smugkig i Narnias univers på Odense Teater
I årets sidste måneder spilles C.S. Lewis’ fantastiske fortælling om Narnia på Odense Teater. Deltagere i Magiske Dage Odense kan få lov at få et helt unikt smugkig ind i kulisserne til forestillingen, længe før tæppet går for første gang. Teateret tilbyder rundture for interesserede.
Fakta om Magiske Dage Odense
Magiske Dage Odense er arrangeret af Odense Bibliotekerne sammen med en lang række offentlige og private aktører og samarbejdspartnere.
Festivalen har i mere end 20 år været en årlig begivenhed i skolernes efterårsferie, der hylder litteraturens magi og fantasien. Festivalen bringer hvert år ca. 15.000 mennesker sammen gennem aktiviteter, workshops, forestillinger og events.
Magiske Dage Odense forbinder kultur, fællesskab og kreativitet på tværs af generationer og interesser med udgangspunkt i deltagernes egen fantasi og skaberkraft.
For yderligere information, billetkøb og det fulde program, besøg venligst festivalens hjemmeside www.magiskedageodense.dk.
MitOdense – det, der samler os