Bykirken Odense er nogle af dem, der gør en ekstra indsats for at hjælpe udsatte familier. De varetager denne vigtige opgave ved at tilbyde julehjælp til udsatte familier i Odense og omegn.
Med højtiderne følger typisk glæde, god mad, samvær og gaver. Dette er dog ikke realiteten for alle. Især trængende børnefamilier betaler en særlig høj pris, da der med juletiden også følger mange omkostninger.
Foreningen har netop modtaget en donation på 30.000 kr. fra EDC Poul Erik Bech Fonden.
Højtiderne, og især julen, kan være en svær tid for mange. Ikke mindst for børn af familier med få midler, kan julen se meget anderledes ud, end de fleste andres. Derfor er det essentielt, at foreninger som Bykirken Odense gør en indsats for at hjælpe udsatte familier.
De tilbyder fx julehjælp med gavekort, varer og gaver til børn mellem 2-15 år. Foreningen ønsker ikke, at julehjælpen står alene, men ønsker også at kunne tilbyde netværk til familierne i løbet af året.
Det frivillige julehjælps-team i Bykirken Odense siger: ”Vi ved, at julen for mange kan være en stressende og ensom periode, især for dem, der ikke har midlerne til at holde jul på samme vilkår som andre. For trængende børnefamilier kan det især være svært, da børnene let kan føle sig udenfor, hvis de ikke kan snakke på lige fod med vennerne. Derfor gør vi i Bykirken Odense, hvad vi kan for at hjælpe trængende familier i lokalområdet, med at fejre julen sammen med dem, de holder af. Vi sørger for at hjælpe familierne med at skaffe alle ingredienser, der skal til for at lave en god julemiddag, samt samle gaver ind til børn mellem 2-15 år. Med en donation på 30.000 kr. fra EDC Poul Erik Bech Fonden kan vi lette glæden hos trængende børnefamilier og forhåbentlig bidrage til en god jul, som de kan mindes flere år frem.”
Flere kan få hjælp
Sidste år lykkedes det foreningen at øge julehjælpen fra 150 til 200 familier i Odense og omegn. De ser fortsat et meget stort behov for hjælp, endnu mere i år pga. de stigende fødevarepriser.
Morten Nancke og Karsten Sommerlund fra EDC Poul Erik Bech stod begge for overrækkelsen af donationen. De viser dyb respekt for det arbejde, Bykirken Odense udfører:
”Det er yderst beundringsværdigt, at foreningen for 20. år i træk samler sine frivillige og arbejder hårdt for, at trængende familier kan få en minderig jul, på lige fod med andre. Julen er en tid, hvor hyggeligt samvær, god mad og glæden ved at glæde andre, bør være i fokus. Derfor er vi glade for, at vi med EDC Poul Erik Bech Fonden i ryggen kan støtte op om, at flere trængende familier får en god jul, med alt hvad det indebærer,” siger Morten Nancke, Partner, Ejendomsmægler, Afdelingsleder, MDE i EDC Poul Erik Bech.
Karsten Sommerlund, Partner i EDC Poul Erik Bech fortæller: ”Foreningen gør en kæmpe forskel for lokalsamfundet, og for, at udsatte børn og unge kan trives. Foreningen gør et ekstraordinært arbejde. Foruden at bidrage med mad og gaver, gør foreningen også en indsats for at kunne tilbyde netværk til familierne i løbet af året, så ingen føler sig alene. Foreningen har hjertet på rette sted, og de frivillige udfører et ekstremt vigtigt stykke arbejde. Med donationen håber vi, at endnu flere børnefamilier får en gladere juletid.”
Senest har følgende foreninger modtaget støtte af EDC Poul Erik Bech Fonden: Dansk Folkehjælp, Bolbro Brugerhus Odense, Mødrehjælpen Holbæk, Kirkernes Familiehjælp Randers, Specialskolen Bramsnæsvig, Svovlstikkerne og Bykirken Odense.
MitOdense – det, der samler os