Egeskov Slot sluttede året med et brag, og slog besøgsrekord i 2024 – flere end nogensinde før. Året har været præget af nye initiativer og arrangementer, som har lokket både danske og udenlandske gæster til.
300.000 gæster besøgte slottet og parken i 2024.
Især Julemarkedet slog alle tidligere rekorder med over 40.000 besøgende. “Efter et vådt forår har sensommeren og efteråret bragt mange gæster, og vi ser en markant stigning i udenlandske besøgende, som vender tilbage,” fortæller Henrik Neelmeyer, direktør på Egeskov.
De mange events har haft stor betydning for succesen. “Vores Halloween-arrangement i efterårsferien slog også rekord, og vi oplever en stigende efterspørgsel på firmaevents. VL-døgnet, hvor vi havde over 750 topledere samlet, var en nyskabelse, der allerede har givet mange reservationer til 2025,” siger Henrik Neelmeyer.
Den brede vifte af oplevelser på Egeskov – fra store events til de unikke omgivelser – har cementeret slottet som en attraktiv destination for både private gæster og erhvervslivet. “Vi glæder os til at byde endnu flere velkommen i 2025,” afslutter direktøren.
MitOdense – det, der samler os