I hjertet af Odense, hvor gågaden stråler med tusindvis af julelys, og duften af brændte mandler fylder luften, sker der noget ganske usædvanligt. Der er julekaos i Odense.
En julehistorie af MitOdense
H.C. Andersen-kvarteret, normalt fyldt med turister og juleglade familier, er blevet centrum for en mærkværdig julemission.
Alt begyndte den 20. december, da lille Emil, en nysgerrig dreng på 10 år, opdagede en mærkelig pakke i et hjørne af Kongens Have. Pakken var pyntet med glitrende rødt papir og en stor grøn sløjfe, men der var ingen afsender. Emil åbnede den forsigtigt og fandt en note, hvor der stod:
“Julen er i fare! Find hjælp i Storms Pakhus.
Emil, som altid var klar på eventyr, besluttede at samle sine venner. Hans nabo, Sofie, der var ekspert i at løse gåder, og hendes hund, Buster, sluttede sig til. Sammen løb de mod Storms Pakhus, hvor pakhuset summede af liv.
Ved en bod med æbleskiver fyldt med brunsvigersovs stod en ældre dame iført en lang, dybblå kappe prydet med små snefnug, som om hun selv var et stykke vintermagi. Hendes hår var hvidt som nysne og samlet i en løs knold, mens hendes øjne glimtede med en mystisk energi, der gjorde det umuligt at bedømme, om hun var en helt almindelig dame eller noget langt mere særligt.
“Er det jer, der fandt pakken?” spurgte hun og lænede sig let frem over bodens disk. Hendes stemme var både skarp og klar, som om hver stavelse bar vægten af noget vigtigt. Emil mærkede et lille sug i maven – som om han lige var blevet rekrutteret til noget meget større end ham selv. Han nikkede ivrigt, men ordene sad fast i halsen. Ved siden af ham rykkede Sofie tættere på, mens Buster knurrede let, som om han kunne fornemme, at denne dame ikke var helt almindelig.
Damen betragtede dem nøje, som om hun kunne læse deres tanker. Så nikkede hun langsomt, som om hun vurderede, at de var egnede til opgaven. “Godt,” sagde hun, “for julen har brug for jer.“
Damen forklarede, at julemandens værksted på magisk vis var blevet forbundet til Odense gennem et gammelt portaltræ i Eventyrhaven. Men portalen var i problemer: nogen havde stjålet de magiske klokker, der holder juleånden i live. Uden klokkerne ville alle gaver forsvinde juleaften!
“Vi har mistanke om, at det er Krampus, julemandens gamle rival, der har gemt dem et sted i byen,” sagde Damen og rakte dem et kort med kryptiske ledetråde.
De tre venner og Buster satte straks i gang. Ledetrådene førte dem fra Brandts Klædefabrik til den frosne å i Munke Mose. Undervejs stødte de på juletræer, der talte, en trold forklædt som gadesælger og en flok duer, der kunne stave (dog kun på fynsk dialekt).
Til sidst førte kortet dem til Odense Domkirke, hvor vinden hylede gennem de gamle stenmure, og klokketårnet tårnede sig op mod den mørke vinterhimmel. Da de kiggede op, så de en mørk skikkelse med skarpe horn og en lang hale, der snoede sig om tårnets spir. Det var Krampus, og i sine kløede hænder holdt han de magiske klokker, mens han grinede så ondt, at selv duerne fløj skrigende væk.
“Kom og tag dem, hvis I tør!” råbte Krampus og slog en latter op, der rungede gennem hele byen. Emil og Sofie stirrede på hinanden. “Vi må op der!” sagde Emil og pegede på den snoede trappe, der førte til toppen.
De stormede op ad trapperne med Buster i hælene, selvom hunden tydeligvis ikke var begejstret for højder. Da de nåede toppen, begyndte Sofie at råbe en plan, men før hun nåede at færdiggøre en eneste sætning, tog Buster sagen – eller snuden – i egen pote. Han stillede sig på kanten og gav sig til at bjæffe så voldsomt, at det lød som en blanding af en ulv, en ambulance og byens borgmester, Peter Rahbæk Juel.
Krampus, der ikke just var vant til at blive konfronteret af en meget højlydt gravhund, sprang forskrækket et skridt tilbage. Han viftede med armene for at holde balancen, men det gik kun værre, da hans hale viklede sig fast i spiralen på flagstangen. Med et skævt sving tabte han klokkerne, der fløj gennem luften. Emil greb dem, men kun lige i sidste sekund, før de kunne være faldet ned på torvet.
“Nej, nej, nej!” brølede Krampus, mens han kæmpede med sin hale, der stadig var viklet om flagstangen. “De klokker var mit bedste træk i år!”
“Og nu er de vores!” råbte Sofie triumferende, mens Emil holdt klokkerne tæt ind til sig som en ægte helt. Krampus forsøgte at vriste sig fri, men i sin iver endte han med at tumle baglæns ned på taget og lande i en stor dynge af duefjer og gammelt sne.
Buster, der nu følte sig som dagens ubestridte stjerne, gik stolt frem og gav Krampus et sidste, skarpt bjæf, som om han sagde: Og bliv væk fra Odense, din julebisse!
Da de tre helte skyndte sig ned fra tårnet og løb tilbage mod Eventyrhaven med klokkerne, kunne de høre Krampus råbe efter dem: “Jeg kommer tilbage næste år, og så skal I få!” Men Sofie rystede bare på hovedet. “Han kan prøve,” sagde hun med et grin.
Da de nåede portaltræet, begyndte klokkerne at skinne og vibrere i deres hænder, som om de vidste, de var tilbage, hvor de hørte hjemme. Emil og Sofie hængte dem på træet, og i det samme begyndte en melodi at spille – en magisk julesang, der fik sneen til at falde tungere, lysene til at stråle klarere og duften af pebernødder til at fylde hele byen.
Portaltræet glødede med et varmt, gyldent lys, og ud trådte Damen fra StormsPakhus. “Godt klaret,” sagde hun og smilede. “Odense kan ånde lettet op, og julemanden sender sine tak.” Hun så ned på Buster og tilføjede: “Og jeg tror, vi har fundet en ny vagthund til julen.”
Buster logrede, og Emil og Sofie grinede, mens de nød øjeblikket. Julen var reddet.
Den 24. december vågnede Emil op til en særlig gave: et brev fra julemanden og en mini-klokke, der skulle minde ham om hans heltemodige juleeventyr i Odense.
Og hvem ved? Måske er der stadig magi gemt i byens gamle gader, hvis man kigger godt efter.
MitOdense – det, der samler os