Live Culture er stolte over at kunne præsentere det ikoniske band AQUA som et af hovednavnene på Olympen 2025 på Sydfyn.
Den 23. august 2025 bliver Sydfyn fyldt med fest, nostalgi og store musikalske oplevelser, når Olympen Live vender tilbage for fjerde gang.
Med hits som “Barbie Girl,” “Doctor Jones” og “Turn Back Time” har AQUA skrevet sig ind i musikhistorien som et af Danmarks mest succesfulde bands. Siden 2016 har de turneret verden rundt med deres otte mand store live-band, og deres energiske show er garant for en uforglemmelig fest.
Vi er utrolig glade for at kunne præsentere AQUA som et af hovednavnene til Olympen Live 2025. Deres musik har en særlig plads hos publikum, og vi er sikre på, at de vil levere en uforglemmelig oplevelse. Med AQUA, TV-2 og Pil på plakaten er vi allerede godt på vej mod at skabe en dag, som vil samle folk i alle aldre til en kæmpe fest på Sydfyn.
Henrik Frisch, kommerciel direktør i Live Culture
Olympen Live, arrangeret af Live Culture, er Sydfyns store endagsfestival, der samler danske topnavne i de smukke omgivelser i Ollerup. Det fulde program for 2025 offentliggøres den 29. november, men allerede nu kan publikum glæde sig til et lineup, der forener nostalgi og nutidens største hits.
MitOdense – det, der samler os