Den canadiske forfatter Margaret Atwood vandt den prestigefyldte H.C. Andersen Litteraturprisen ved en officiel ceremoni i musikhuset ODEON i Odense.
Prisen er tidligere overrakt til forfatterne Karl Ove Knausgård, J.K. Rowling, Haruki Murakami, Isabel Allende, Paulo Coelho, A.S. Byatt og Sir Salman Rushdie.
Forfatteren, der bl.a. står bag den uforglemmelige romanThe Handmaid’s Tale (1985), fik foruden æren også overrakt bronzeskulpturen ‘The Ugly Duckling’ skabt af billedhugger Stine Ring Hansen, en pris på 500.000 kroner og diplomet ‘The Beauty of the Swan’.
Atwood på eventyrlig rundtur i Odense
Programmet inden overrækkelsen startede med en forelæsning ved forfatteren selv på Odense Bibliotek i samtale med professor Emily Hogg og Torsten Bøgh Thomsen fra SDU. Herefter fortsatte Atwood til H.C. Andersens Hus, hvor der blandt andet var afsløring af en særlig mindeplade og signering i H.C. Andersens gæstebog.
Dernæst gik turen til Musikhuset ODEON, hvor H.C. Andersen-paraden stod klar til at tage imod Margaret Atwood sammen med Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel.
Motivationstalen til Margaret Atwood, skrevet af Anne Marie Mai, næstformand i HCA Litteraturpriskomitéen, forfatter og professor i dansk litteratur på Syddansk Universitet, blev rundet af med følgende ord:
Der er så mange gode bøger af Margaret Atwood – og hver af dem er en god grund til at tildele hende Hans Christian Andersen Literature Award. Atwood er forud for sin tid, når det gælder de udfordringer med miljø og menneskerettigheder, der engagerer mennesker over hele verden. Hendes oeuvre giver litteraturen og læserne et nyt sted at være, hvor vi kan ånde og tænke. Margaret Atwood gør sine læsere klogere og skærper deres følelser. Sjovt, uhyggeligt, rørende, vigtigt!
Anne Marie Mai, næstformand i HCA Litteraturpriskomitéen, forfatter og professor i dansk litteratur på Syddansk Universitet
En for evigt aktuel stemme i litteraturen
Margaret Atwood er udover sit skønlitterære virke kendt som kritiker, essayist og digter samt aktivist inden for feministiske såvel som økologiske mærkesager. Hun har blandt andet modtaget priser fra Man Booker og National Book Critics’ Award, og hendes romaner, digtsamlinger og essaysamlinger har berørt et bredt spektrum af problemstillinger – om end hun er særligt kendt for sine indgående og levende skildringer af især køns- og klimaproblematikker.
Atwood var fra en tidlig alder dybt fascineret af myter og folkeeventyr, hvilket ses i værker som The Penelopiad (2005), som er en omskrivning af Odysseen set fra Penelopes snarere end Odysseus’ perspektiv, såvel som i klassikeren The Handmaid’s Tale (1985), der trods sine umiddelbare rødder i science fiction-genren tydeligvis også læner sig kraftigt op ad klassisk eventyr.
Hun har igennem hele sin karriere formået at blande traditionelle myter, eventyr og fortælleformer med genrer såsom science fiction til at belyse både magtstrukturer mellem eksempelvis mænd og kvinder, men har også formået at sætte relevante samtidspolitiske problemer såsom religiøs fundamentalisme, racisme og klimaproblematikker på spidsen. Dette almengyldige aspekt af Atwoods værker har for nylig også manifesteret sig i den voldsomme popularitet, The Handmaid’s Tale har oplevet som kommentar til Trumps politik (delvist foranlediget af HBO’s filmatisering af romanen som tv-serie), om end den oprindeligt var skrevet som kommentar til Reagan-tidens genopblomstring af konservatisme og misogynisme.
Atwood har altså, i lighed med H.C. Andersen, formået at anvende traditionelle fortælleformer, men videreudviklet dem til den samtid de er skrevet i. Atwood er i denne sammenhæng aktivt og kritisk gået ind i diskussionen om genre ved at insistere på at anvende betegnelsen ’spekulativ fiktion’ om værker som The Handmaid’s Tale eller MaddAddam snarere end ’science fiction’, som hun generelt anser for mandsdomineret, teknologifetichistisk og futuristisk snarere end samtidsorienteret.
Igen er hun – meget lig Andersen – både kritisk og kunstnerisk dybt engageret i litteraturens politiske og etiske potentiale gennem nyskabende hybrider af traditionelle og nyere fortælleformer.
MitOdense – det, der samler os