Jørgen, en midaldrende mand fra København, havde altid hørt rygter om Fyn og dens kulinariske skatte. Det var ikke ost, ikke fisk, men en kage – brunsvigeren, der trak ham mod denne mystiske ø.
“Brunsviger,” havde de sagt. “Du har ikke levet, før du har smagt den.” Så med et skeptisk hævet øjenbryn og en lille rygsæk tog han bilen til Fyn. Hans mission? At finde ud af, om kagen virkelig kunne leve op til hypen.
Jørgen havde aldrig rigtig forstået, hvad al postyret handlede om. Han var vokset op med croissanter og kanelsnegle, så hvad kunne en simpel kage fra Fyn tilbyde ham? Da han parkerede i Odense, bemærkede han straks den fynske dialekt, der var så syngende og sær, at det var som en anden verden. Fynboerne hilste ham med smil og småsnak, og Jørgen begyndte at tro, at det ikke kun var kagen, der gjorde folk så glade. Men kagen – det var den, han kom efter.
Efter et par råd fra de lokale, som alle pegede i retning af det bedste bageri i byen, ankom Jørgen til et lille hyggeligt sted. Det var en bager, der lignede en mand, der havde smagt lidt for mange af sine egne varer. “Du må være kommet efter brunsvigeren,” sagde bageren med et blink. Jørgen nikkede med en blanding af forventning og tvivl. Bageren trak en stor, karamelliseret kage frem, og dampen fra sukkeret hang i luften som en duft af ren lykke.
Med en klump af den klistrede kage i hånden tog Jørgen den første bid. Det var som om tiden stod stille. Den smørholdige bund og den søde, klæbrige overflade dansede på hans smagsløg, og pludselig forstod han. Han forstod. Alle historierne, alle advarslerne – de var sande. Brunsvigeren var ikke bare en kage, den var en åbenbaring.
En gang brunsviger altid brunsviger
Jørgen indså nu, at han aldrig ville kunne vende tilbage til sine gamle kager i København. Kanelsnegle og croissanter ville føles som skuffelser i forhold til denne fynske vidunderkage. Panikken begyndte at brede sig – hvad nu, hvis han ikke kunne finde en brunsviger, når han kom hjem? Tanken om at leve uden den gjorde ham svimmel.
Han spiste videre, stykke efter stykke. Hans smil voksede, og han begyndte at få den mistanke, at brunsvigeren havde magiske egenskaber. En lokal kom forbi og grinede: “Pas på, du – mange bliver hængende på Fyn, fordi de ikke kan undvære brunsvigeren!” Jørgen lo nervøst, men begyndte nu seriøst at overveje, om han skulle flytte til Fyn. Bare for kagens skyld.
Da Jørgen endelig forlod bageriet, var han som en ny mand. Solen skinnede klarere, fuglene sang højere, og hans skridt var lettere. “Brunsvigerens magt,” mumlede han for sig selv, “hvem skulle have troet det?” Han gik gennem Odense med et bredt grin, og selv når hans sko gled på det fedtede papiret, hvor kagen havde været, gjorde det ham ikke spor.
Da han vendte tilbage til bilen, stod han med en brunsviger under armen – ikke til at spise, men som en souvenir. På vej hjem i bilen tog han en lille bid mere, og hans humør løftede sig igen til uanede højder. Jørgen, den tidligere skeptiker, var nu officielt brunsviger-fanatiker. Og mens han kiggede ud over Storebæltsbroen, tænkte han: “Måske skulle jeg bare blive bager.”
Og sådan gik det til, at Jørgen aldrig fik set resten af Fyn – men han smagte den bedste brunsviger i sit liv. Og det, kære venner, er alt, hvad man behøver.
Brunsviger: en kage så god, at den kan få selv den mest stivnakkede københavner til at smile – og overveje en ny karriere.
MitOdense – det, der samler os