Nyt projekt på Kottesgade: City Campus Parkering bringer tæt på 150 nye parkeringspladser til byens centrale område tæt på bl. a. Storms Pakhus
Denne uge igangsætter ejendomsselskabet TOGT et spændende nyt projekt på Kottesgade 15-17-19 i Odense, hvor de tre nabogrunde til deres kontor skal omdannes til en moderne parkeringsplads under navnet City Campus Parkering. Projektet vil skabe tæt på 150 nye parkeringspladser, der vil gavne både lokale beboere og besøgende, som har ærinder i det etablerede havneområde, UCL eller Storms Pakhus.
Støtte til byens udvikling
Området omkring Kottesgade har gennemgået en markant forvandling de seneste år, med blandt andet nye uddannelsesinstitutioner og havneområdets revitalisering. Det har skabt liv og aktivitet, men også øget behovet for flere parkeringsmuligheder. Med City Campus Parkering vil TOGT lette adgangen til området for både lokale og tilrejsende, og gøre det mere bekvemt at besøge de populære destinationer i nærheden.
Fremtidsplaner for grunden
Selvom City Campus i første omgang vil fungere som parkeringsplads, rummer området et større potentiale. TOGT ser spændende muligheder for at udnytte den centrale beliggenhed til fremtidige projekter, der kan gavne både erhvervslivet og byens sociale udvikling.
Opkøbet af de tre grunde skal i første fase skabe bedre parkeringsmuligheder, men på længere sigt ser vi også potentialet i at udvikle et projekt, som kan bidrage yderligere til den positive vækst, området har oplevet de seneste år.
Mogens Tveskov, direktør for TOGT.
Det er endnu ikke fastlagt, hvordan og hvornår et større projekt bedst kan realiseres, og TOGT er derfor åbne for samarbejde med aktører, der deler ambitionen om at styrke både lokalsamfundet og byens fremtid.
Projektets første fase afsluttes i december
TOGT forventer, at parkeringspladsen står klar i december 2024, hvor City Campus Parkering vil kunne byde besøgende fra hele Odense og omegn velkommen.
MitOdense – det, der samler os