Butikker og restauranter i Odenses gågadekvarter har i en årrække været udfordret, men blandt andet øget imødekommenhed fra udlejere i form af et lavere huslejeniveau og mere fleksibilitet har været med til at løfte den samlede detailhandel.
Ligesom stort set alle øvrige byer i Danmark har detailhandlen i Odense de senere år været udfordret af ændret forbrugeradfærd – primært drevet af stigende e-handel – men flere tiltag fra forskellige aktører har gjort, at især Odenses gågadekvarter nu er under opblomstring.
Vi oplever, at der er en stigning i antallet af besøgende i bymidten, hvilket også bliver forstærket af, at der bor flere og flere mennesker i Odenses centrum. Kommunens plan er at øge indbyggertallet i Odenses centrum med 25 procent frem mod 2030, og lykkes dette, bør det løfte detailhandlen markant.
Morten Rasmussen, partner og erhvervsmægler i Nordicals Odense.
Mere fleksible udlejere
Forbrugerne foretrækker i stigende grad at handle og besøge butikker, restauranter, caféer, skønhedsklinikker og andre steder, hvor de får en oplevelse eller dækket et behov, som de ikke kan købe på nettet. Netop disse detailsegmenter er de største drivkræfter i bymidten.
Der sker en masse aktiviteter fra kommunens og byens aktørers side for at højne centrum og handelslivet dér. Særligt i Kongensgade – som efter Vestergade er den største gågade i Odense – investeres der penge på udsmykning, og der er fokus på og dialog i gang med private aktører og kommunen for at styrke gaden og dermed forhåbentligt undgå tomgang. Samtidig er der mere imødekommenhed fra udlejerne i forbindelse med udlejning af erhvervslejemål. Det sker i form af et lavere huslejeniveau og mere fleksibilitet. Det har været med til at løfte den samlede detailhandel i hele byen, men også specifikt i Kongensgade.
Morten Rasmussen, partner og erhvervsmægler i Nordicals Odense.
Forskellige butiksmuligheder
Det er umuligt at fokusere på den samlede detailhandel i Odense uden at inkludere Rosengårdcentret med over 150 butikker, spisesteder, biograf og underholdning for hele familien. Spørgsmålet er, hvordan det store center uden for bymidten aktuelt adskiller sig fra bymidten?
Der er stor aktivitet i Rosengårdcentret. Det er en by i byen, og centret rummer alle de behov, der også dækkes i centrum. Centret har alle kædebutikkerne og samtidigt et stort udvalg af mad og andre oplevelser. Kæderne kan nemmere få deres behov dækket i et center. Hvis en kæde ønsker 400 kvadratmeter i ét plan, kan det nemmere lade sig gøre i et center sammenlignet med i en ejendom i Odenses centrum opført i år 1904, fordi man ikke bare sådan lige flytter en mur i en gammel ejendom – og slet ikke når naboejendommen ejes af en anden.
Morten Rasmussen, partner og erhvervsmægler i Nordicals Odense.
Bymidten versus butikscentre
Trods flere besøgende og mere aktivitet i Odenses bymidte er der stadig stor aktivitet i butikscentrene uden for centrum, særligt Rosengårdcentret og Tarup Center med omkring 40 handelsdrivende er i vækst målt på antallet af besøgende.
Begge butikscentre har stabile tomgangsniveauer, hvilket skyldes en naturlig, løbende tilpasning af detailaktører som følge af konstante ændringer i forbrugeradfærden, som blandt andet omfatter psykologiske, sociale og kulturelle faktorer, som påvirker købsbeslutninger og forbrugsmønstre.
Hvis detailhandlen i bymidten skal ”vinde” kampen mod Rosengårdcentret, skal det ikke være på tilgængelighed og fleksibilitet, men det skal være et aktivt valg at nyde Odenses centrum, hvor vejret spiller ind, ligesom gamle bygninger på godt og ondt skal indrettes til lejernes skiftende behov.
Morten Rasmussen, partner og erhvervsmægler i Nordicals Odense.
Forbrugertilliden, der er forbrugernes vurdering af deres egen og Danmarks økonomiske situation, har siden efteråret 2021 været negativ. I oktober 2022 nåede forbrugertillidsindikatoren -37. Det er det laveste niveau i statistikkens historie, der går tilbage til 1974. I juni 2024 var forbrugertillidsindikatoren -4,4. Det er det højeste niveau siden februar 2022.
Læs mere om Nordicals Odense her
MitOdense – det, der samler os