fbpx

Fjordens Dag fejrer naturen med en begivenhedsrig dag på fire forskellige lokationer langs fjorden – I Odense er det på Stige Ø og i Seden Strandby. På begge Odense pladser kan arrangørerne bag Fjordens Dag i år melde om rekord mange aktører og dermed flere aktiviteter.

Søndag den 8. september kl. 10-16 er det igen blevet tid til et af Danmarks største og ældste naturarrangementer.

Det har i en årrække været svært at trække de frivillige organisationer og foreninger ud til Fjordens Dag i Odense, især årene efter COVID. Men de sidste to år har der været rigtig god opbakning til eventet. Og i år kan vi vise et super flot program med et væld af spændende aktiviteter på begge Odense pladser. Der er hele 37 aktører på Stige Ø og 30 i Seden Strandby og derudover shows og madboder. Der er rigtig mange nye aktører med, men vi er også rigtig glade for de loyale foreninger og organisationer, der i mange år har bakket op, og er begejstrede for eventet.

Tine Jørgensen, koordinator på Fjordens Dag

Programmet i Odense byder på både underholdende shows, aktiviteter og workshops inden for natur/friluftsliv, miljø og bæredygtighed, sundhed og kultur. Der er fri entré og noget for hele familien.

Underholdende og tankevækkende shows

Stige Ø lægger ud med et festligt show med Jeppe og Marie, der står bag de populære tv-programmer Lille Nørd og Vilde Venner. Og man kan opleve en underholdende forestilling med Små Klimamonstre, om at passe på naturen eller man kan gå med i Den Store Biodiversitetskaravane med insekter, kæmpe blomster og musik arrangeret af Odense Dramaskole, Grønne Nabofællesskaber og Bronx.

I Seden Strandby underholder dyreeksperten, kendt fra bl.a. TV2, Anders Kofoed med et show om havets vildeste skabninger. Og Camilla kendt fra Alene i vildmarken laver bålworkshop og underholder ved bålet.

Et væld af aktiviteter

På Stige Ø kan du prøve et hav af aktiviteter med fokus på miljø og bæredygtighed og få inspiration til en lang række natur- og friluftsaktiviteter. Kom ud og få inspiration til en mere bæredygtig og grønnere hverdag, upcycling og bliv klogere på verdensmålene. Skab dit eget kunsttryk, kør med hestevogn, se naturen forstørret i mikroskop, klap en krabbe og hør om arbejdet for at forbedre miljøet i Odense Fjord og meget mere. Der er masser af workshops, quizzer og aktiviteter. Derudover er det også muligt at være aktiv både til vands og til lands. Her kan man bl.a. kræfter med kano og SUP, køre en tur på mountainbike eller prøve softball og sågar klatring.

I Seden Strandby bydes også på en masse spændende og sjove aktiviteter på, i og langs fjorden. Prøv blandt andet SUP på vandet eller gå på opdagelse i fjorden med net og spand. Derudover kan man møde sporhunde, snitte en blomst, prøve at skyde, klappe en kanin eller en fisk, høre om strandtudser, besøge middelalderlejren eller opleve Cirkus Flik Flak og meget, meget mere.

Begge steder kan man nyde en lækker frokost fra foodtrucks og madboder eller tag madkurven med til en hyggelig dag ved fjorden.

Vi lægger vægt på at Fjordens Dag er en aktiv dag for hele familien, hvor vi vækker nysgerrigheden og inspirerer. Vores mission er at få flere ud i naturen, og blive bevidste om miljø og bæredygtighed. Vi tror på at jo mere man holder af naturen, des mere ønsker man at passe på den. Vores fjord og natur er presset – det ønsker vi at skabe bevidsthed om.

Tine Jørgensen, koordinator på Fjordens Dag

Udover Seden Strandby og Stige Ø kan man til Fjordens Dag også besøge Boels Bro ved Munkebo og Klintebjerg Havn, som også huser mange af eventets aktiviteter. Klintebjerg er dagens største aktivitetssted med ca. 50 aktører. Samlet set står mere end 150 aktører fordelt på de fire lokationer langs fjorden klar med et væld af aktiviteter, og her er der garanti for mange hyggelige, lærerige og sjove timer for hele familien. Og derudover har en række besøgssteder også åbent hus. Hvert år tiltrækker Fjordens Dag over 25.000 besøgende.

Se hele programmet her

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere