Odense Havn A/S kan nu løfte sløret for, hvilket arkitekt- og ingeniørfirma, der har vundet projektkonkurrencen om masterplanen for udviklingen af Danmarks største logistikknudepunkt, Odense Dry Port.
Odense Havn A/S har ved en reception i Årslev offentliggjort, at ingeniørfirmaet WSP Danmark og arkitektfirmaet Gottlieb Paludan Architects efter tæt løb mod tre andre kandidater har vundet projektkonkurrencen om den kommende Odense Dry Port.
Det har været imponerende at se den iderigdom, grundighed og indlevelse i opgaven, som hvert enkelt forslag indeholder, der nu er blevet til en helhedsplan med placering af veje, bygninger og udenomsarealer for den kommende Dry Port i Årslev. Derfor vil vi gerne takke alle deltagende teams for den store indsats og for de professionelt gennemarbejdede projekter med mange gode visioner, tanker og overvejelser for den kommende Dry Port i Årslev.
Carsten Aa, administrerende direktør i Odense Havn A/S.
Odense Dry Port strækker sig over et område på 1,1 million kvm. og skal efter planen rumme godt 500.000 kvm. bygninger. Etableringen af Danmarks største logistikknudepunkt skal sikre stabile forsyningskæder til kunderne på Odense Havn, hvoraf mange producerer vitale dele til den grønne omstilling. Forslagene er blevet bedømt ud fra fire hovedkriterier med fokus på logistik, stedets design og identitet, bæredygtighedstiltag samt økonomisk realiserbarhed, og i sidste ende løb WSP Danmark og Gottlieb Paludan Architects med opgaven.
Det har været et krævende og spændende arbejde, og vi er naturligvis begejstrede for, at dommerkomiteen i sidste ende så vores vej i et stærkt felt med imponerende bud på masterplanen for Odense Dry Port. Vi har givet et bud på, hvordan et stærkt design og en klar bygnings- og landskabsmæssig identitet med slægtskab til Odense Havn i Munkebo kan realiseres. Vores ambition er at lægge grundstenen til det bedst tænkelige logistikcenter, samtidig med at vi finder og dyrker de kvaliteter, som stedet rummer, og som kan blive til glæde for Odense Dry Ports kunder og naboer.
Lars Bendixen, afdelingschef, WSP Danmark A/S.
Mens mange logistikcentre udbygges med løbende knopskydninger, så får Odense Havn A/S mulighed for at planlægge den nye Dry Port i sin helhed fra begyndelsen.
Etableringen af Odense Dry Port giver os en helt unik mulighed for at designe området fra bunden, og med en masterplan sikrer vi en optimal udnyttelse af de mange kvadratmeter i Danmarks største logistikknudepunkt. Odense Dry Port mindsker afhængigheden af usikre internationale forsyningskæder, og som Danmarks største produktionshavn inden for havvind har vi en særlig forpligtelse for at sikre, at vores kunder inden for den grønne omstilling har kort, enkel og fleksibel adgang mellem deres lagerfaciliteter i vores Dry Port i Årslev og produktionsfaciliteter på Odense Havn i Munkebo.
Carsten Aa, administrerende direktør i Odense Havn A/S.
Odense Dry Port ligger på kommunegrænsen mellem Odense Kommune og Faaborg-Midtfyn Kommune klos op ad Svendborgmotorvejen med kun tre kilometer til E20.
Odense Dry Port er en central brik i det puslespil, der er ved at samle sig på Fyn, hvor vi nu skaber en erhvervskorridor med Odense Havn i nord, ned forbi de nye faciliteter fra Novo Nordisk og Tietgenbyen som så ender ved den kommende Dry Port. Vi sikrer en vital og robust forsyningskæde bag produktionen med en transportkorridor for søtransport, vejtransport og lufttransport, der bidrager til at indfri vores ambition om at skabe 30.000 nye private arbejdspladser i Odense i løbet af de næste 10 år.
Peter Rahbæk Juel, Borgmester i Odense Kommune og næstformand for bestyrelsen i Odense Havn A/S.
Odense Havn A/S forventer, at der i forbindelse med bygge- og anlægsfasen trækkes op mod et par tusinde arbejdspladser til Årslev, mens Odense Dry Port vil generere op mod 1.000 varige arbejdspladser, når den er i fuld drift.
I Faaborg-Midtfyn Kommune ser vi frem til, at Odense Dry Port nu går ind i en ny fase. Lige siden projektets begyndelse har vi ønsket, at byggeriet får et udtryk og en kvalitet, der passer ind i området. Vi vil sikre, at Odense Dry Port ikke blot bliver endnu et logistikcenter, og det får vi nu mulighed for med den nye masterplan for området. Der ligger nogle meget interessante tanker bag planen for Danmarks største logistikknudepunkt, og vi er naturligvis også meget tilfredse med potentialet i antallet af lokale arbejdspladser her i vores kommune.
Hans Stavnsager, borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Det overordnede formål med Odense Dry Port er, at kunderne på Odense Havn, der blandt andet producerer vitale dele til de store havvindmøller, får bedre mulighed for at følge med efterspørgslen ved at sikre stor lagerkapacitet tæt på produktionsfaciliteterne. Samtidig frigiver det en smule plads til produktion på Odense Havns arealer i Munkebo, hvor belægningsprocenten på bygninger i 2023 var 98% og antallet af udlejede kvm. til vindvirksomheder steg med 18,5%.
Plads på danske og europæiske havne er og bliver en mangelvare, hvis havnene skal understøtte de politiske ambitioner for produktion af flere havvindmøller. Allerede om få år er der risiko for flaskehalse på havnene, og hvis ikke vi rykker nu, sejler den grønne omstilling forbi Danmark. Derfor undersøger vi løbende alle muligheder for at skabe større kapacitet og bedre infrastruktur, så Odense Havn A/S kan facilitere den grønne omstilling. Med Odense Dry Port kan vi flytte en del af lagerfaciliteterne og frigive plads til produktion på havnen i Munkebo, men vi kan allerede se, at det ikke er nok. Derfor arbejder vi også med en plan for, hvordan fremtidens Odense Havn bedst kan udvikles, så vi forhåbentlig kan skabe rammerne for, at produktionen til havvindmøller kan femdobles, så vi på Odense Havn løfter kapaciteten til installation fra 1 til 5 GW havvind årligt.
Carsten Aa, administrerende direktør, Odense Havn A/S.
FAKTA:
- Odense Dry Port bliver Danmarks største logistiske knudepunkt og udstyres med den nyeste robot- og droneteknologi.
- Odense Dry Port skal fungere som en transportkorridor for søtransport, vejtransport og lufttransport.
- Odense Dry Port skal sikre stabile forsyningskæder til kunderne på Odense Havn, hvoraf mange producerer vitale dele til den grønne omstilling.
- Odense Dry Port strækker sig over 1,1 mio. kvm. og skal efter planen rumme op mod 500.000 kvm. bygninger.
- Odense Dry Port ligger ved Årslev ud til Svendborgmotorvejen med ca. tre kilometer til E20.
- Odense Dry Port placeres i et område, der næsten ligeligt fordeler sig mellem Odense Kommune og Faaborg-Midtfyn Kommune.
- Odense Havn A/S forventer, at der trækkes op mod et par tusinde arbejdspladser til området i forbindelse med bygge- og anlægsfasen af Odense Dry Port.
- Odense Havn A/S forventer, at Odense Dry Port genererer op mod 1.000 faste arbejdspladser, når den er i fuld drift.
Forventet udvikling på Odense Dry Port:
- August 2024 – februar 2026: Udarbejdelse af plangrundlag.
- Marts 2026 – december 2026: Projektering af de første byggerier.
- Januar 2027 – december 2027: De første bygninger opføres på Odense Dry Port.
MitOdense – det, der samler os