Så er det snart tid til at (gen)besøge Odense gademadsfestival i Munkemose Park. Der er retter fra alle verdenshjørner på menuen, og Ny Vestergade bliver omdannet til gågade med fødevaremarked og langbordsmiddag. Zididada og Rasmus Nøhr indtager den store scene, og der er aktiviteter for store og små alle tre dage.
Lineup og program til Odense Streetfood Festival, 21. – 23. juni
Der er cirkuslegeplads og gøglershow, sæbebobleworkshop, DJ, livemusik, yoga og meget mere på programmet, når odenseaner og tilrejsende i næste uge kan se frem til en festlig forlænget weekend. Festivalen er skabt i parløb mellem Mad & Kultur, Odense City og det lokale kultur- og erhvervsliv, og hvis vejrguderne eller vil forventes der, at 25.000 spiser sig igennem de mange oplevelser.
Det Fynske Madmarked har stader med lokale råvarer og specialiteter fredag og lørdag i Ny Vestergade, hvor der også er langbordsmiddag. Tag med på en gastronomisk rejse med vietnamesiske Bahn mi og sprøde forårsruller lavet fra bedstemors opskrift, til dampende surdejspizzaer tilberedt af råvarer fra Thy og Croffles – sprøde vafler tilberedt af chokoladecroissantdej. Spis saftige spyd grillet over kul, samosa, indisk butter chicken eller økologiske bowls og sluk tørsten med et fyldigt glas vin, en specialøl eller en øl på fad, cocktails, sodavand og kaffe.
ÅBNINGSTIDER, ODENSE STREETFOOD FESTIVAL, 21.-23. JUNI
– FREDAG KL. 16.00 – 21.00 (Koncert med Zididada Kl. 21.00 – 22.00, hvor baren stadig er åben)
– LØRDAG KL. 11.00 – 21.00 (Koncert med Rasmus Nøhr Kl. 21.00 – 22.15, hvor baren stadig er åben)
– SØNDAG KL. 11.00 – 19.00
Det er gratis entré til Odense Streetfood Festival
MitOdense – det, der samler os