fbpx

På bare to år er der kommet 10.000 flere leasingbiler i Danmark. Reglerne kan dog være lidt af en jungle, og det har åbnet fleres øjne for konceptet langtidsleje, som Odense Autoværksted har stor succes med.

Danskerne leaser løs. På blot to år er der kommet 10.000 flere leasingbiler i Danmark, som nu udgør hele 223.140 biler og dermed otte procent af den samlede danske bilpark. Det viser den nye rapport ’Danskernes Biler’ fra AutoBranchen Danmark.

Efter et par år med mangel på mikrochips og reservedele samt lange leveringstider på nye biler, der hurtigt blev efterfulgt af krig og inflation og den dertilhørende økonomiske usikkerhed, er det ikke noget under, at leasing er i fremgang, mener Frank Sørensen, der er indehaver af Odense Autoværksted og en del af udlejningskæden Autokonzept.

Her har man bevæget sig væk fra begrebet minileasing og bruger i stedet termen langtidsleje, hvor bindingerne er færre, og kravene til kunderne er mindre.

I en tid som denne er fleksibilitet bare afgørende særligt i vores branche. Vi er gået gennem nogle år, hvor alting har været lidt uforudsigeligt, og det har givet mening ikke at binde kunderne til aftaler, de alligevel måske ikke kan indfri.

Frank Sørensen, indehaver af Odense Autoværksted

Forskel på leasing og leje

Langtidslejen går i al sin enkelthed ud på, at kunden lejer en bil over en længere periode ligesom i en leasingaftale. Det adskiller sig dog fra leasing ved, at ejerafgift og forsikring oftest er inkluderet i prisen, ligesom man ikke selv skal tænke på løbende service og reparationer. Ved leasing betaler man dette udover den månedlige pris, og samtidig skal man indgive langt flere oplysninger fra Skat samt tjekkes for eventuel historik i RKI. 

Vi bruger termen langtidsleje for at understrege, at det her faktisk netop ikke er leasing. Man får groft sagt de fordele, der er ved leasing, men uden at være bundet lige så voldsomt. Man kan stadig leje i op til 36 måneder og til priser, der ligner dem, man finder i leasingordninger.

Frank Sørensen, indehaver af Odense Autoværksted

Tilbage i 2017 kom der en række stramninger på leasingområdet, som medførte et relativt stort fald i antallet af leasingbiler. Det er sidenhen vendt, og der har således aldrig været flere leasingbiler på det danske marked.

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere