Odense Kommune etablerer en ny cykelsti ved Lumby i 2023. Cykelstien vil forbinde Lumby til Slettensvej via en cykeltunnel under Bladstrupvej.
Projektet er afledt af Lumby-aftalen, som er indgået mellem Partnerskabet i Lumby og Odense Byråd i september 2020.
Det er aftalens hensigt, at Odense Kommune skal etablere en cykeltunnel under Bladstrupvej for at skabe en god, sammenhængende infrastruktur til bymidten og andre lokalsamfund. Tunnelen vil gøre det lettere at vælge det grønne og bæredygtige transportvalg.
Det er i dag utrygt at krydse Bladstrupvej, fx på vej i skole. Med tunnelen vil trygheden blive øget for store og små, da den vil være et sikkert og trygt alternativ.
Cykelstiens forløb
Odense Kommune har valgt at placere cykelstien og stitunnelen vest for Slettensvej og med en forlængelse til H.C. Lumbyes Vej over P-pladsen ved Høstblomsten 1-10.
Stiens placering vest for Slettensvej vil give den mest direkte rute til Lumby. Samtidigt vil det gøre det muligt at forbinde stien til et muligt kommende boligområde nord for Bladstrupvej, som er omfattet af Kommuneplan 2020-2032.
Cykelstiens indretning
Cykelstien indrettes som en Supercykelsti i 3 meters bredde og med belysning på stien. Belysningen vil blive placeret langs med marken vest for stien, og lyset vil blive rettet ned på stien.
Cykelstien vil passere ned under Bladstrupvej i en stitunnel, som bliver 5 meter bred og ca. 3 meter høj. Der etableres også belysning inde i selve tunnelen for at øge trygheden.
Arealerne langs med stien vil blive beplantet med blomstergræs. Der vil desuden blive anlagt en sø til opsamling af det regnvand, som lander på stien, og en serviceplads til vedligeholdelse af sø og tunnel. Denne placeres ved siden af søen, med overkørsel til Slettensvej.
Når anlægget står færdigt, vil Det Fynske Kunstakademi stå for udsmykning i eller omkring tunnelen.
Projektet vises på nedenstående plan. Bemærk dog, at planen kun er foreløbig, og at f.eks. beplantningen blev sparet væk for, at projektet kunne realiseres.
Tilslutninger mellem vej og sti
Der, hvor stien slutter til H.C. Lumbyes Vej, etablerer vi en hævet flade i asfalt. Hastigheden sænkes til en anbefalet hastighed på 30 km/t på dette sted, som vist på illustrationen ovenfor.
En venstresvigsbane etableres for at sikre stikrydsningen, som er vist på skitsen herunder.
Fortovet langs med Høstblomsten 1-10 til Slettensvej flyttes over på den modsatte side af vejen.
Tilslutning til Slettensvej
I den sydlige ende af cykelstien (tættest på Odense) sluttes cykelstien til Slettensvej tæt ved Lumby Mølle.
Her laver vi en sikker krydsning for cyklister og fodgængere med en midterhelle, så man kan dele krydsningen op i to (se skitse nedenfor).
Der vil blive stillet en ekstra lysmast op på dette sted, og vi sikrer, at man stadig kan køre til og fra overkørslerne til de private ejendomme.
Det er nødvendigt at udvide vejen forbi midterhellen
Beplantning
I projektet er det oprindeligt tiltænkt mindre og større skovarealer til at smykke området og give den liv (se skitsen forneden). Dette er sparet væk, og i stedet ændres de mørkegrønne områder til blomstergræs.
Tidsplan
Start anlægsarbejde Maj 2023
Spærring af Bladstrupvej for montering af tunnel September-oktober 2023 (uge 37-41)
Ny cykelsti klar til brug December 2023
MitOdense – det, der samler os