fbpx

Af Ida Posselt

Sara er 40 år og bor I Dalum med sin familie. Hun har boet i Odense de sidste 19 år. Hun er vokset op i et gammelt bindingsværkshus ude på landet på Vestfyn. Herefter tog hun en tur til Vejle og Århus og boede kort, men da Sara fik en læreplads på Fyn, flyttede hun tilbage. Hun valgte at blive på Fyn efter hendes læretid sluttede, for da havde Sara fået stiftet familie og det var derfor rart at være tæt på bedsteforældrene på Vestfyn.

Saras forhold til Odense

Odense er for Sara en by, der kan rigtig mange forskellige ting. Byen er ifølge Sara virkelig godt placeret i forhold til resten af Danmark. Odense ligger midt i landet og der er derfor ikke meget længere end max 2 timers kørsel til de fleste af landets byer. Det er specielt en fordel, når man som Sara kører land og rige rundt med ”3xBeliggenhed” optagelserne.

Derudover er Sara også rigtig glad for balancen mellem by og natur her i Odense. Sara bruger specielt en gåtur i skoven til at finde ro i sjælen midt i et travlt hverdagsliv.

En anden meget vigtig ting i forhold til Odense, er for Sara menneskene. Hun elsker, hvordan man kan hilse på hinanden selvom man ikke kender hinanden. Der er noget helt unikt over at hilse på de mennesker, man møder på sin løbetur og få et smil igen fra en fremmed.

Saras job i Odense

Sara er områdechef ved Danbolig Odense. Hendes primære opgaver som områdechef er menneskerelateret. Hun står for personale og ledelse, ansættelse af nye folk og udvikling og coaching. Sara trives rigtig godt med de opgaver, hvor mennesker er i fokus.

Sara om udviklingen i Odense

Jeg spurgte Sara, hvilke tendenser man som ejendomsmægler kunne se i forhold til Odenses massive udvikling. Om folk søger hertil i stor stil, fordi de kan se potentialet i byens nye liv eller om folk ligefrem flygter pga. overgangsfasen som lige nu indebærer en masse byggeri og vejarbejde.

Sara kunne heldigvis fortælle mig, at folk er meget positive omkring Odense og der er stor interesse for byen. Folk kan godt se udover byggepladser og vejarbejde og fokusere på, at vi står med en fantastisk by i massiv udvikling. Og som Sara så rigtigt siger, så udvikler byer sig hele tiden på nøjagtig samme måde, som vi mennesker udvikler os igennem livet.

Jeg spurgte også Sara, om hun tror at Odense C er ved at blive til et sted, hvor udelukkende velhavende folk vil have råd til at bo lidt a la København C. Men Sara føler sig overbevist om, at Odense er Odense og byen kan ikke sammenlignes med København. Odense er fuld af mangfoldighed over hele byen og sådan skulle det gerne blive ved med at være. Det tror Sara på.

3xBeliggenhed

I 2013 startede Tv2 programmet ”3xBeliggenhed”. Det er et TV-program, hvor to ejendomsmæglere hjælper boligsøgende danskere med at finde deres nye hjem. Sara har været med i programmet fra start af. I de første sæsoner var hendes medvært journalisten Peter Ingemann, men derefter overtog ejendomsmægleren Christian Borregaard pladsen som Saras medvært.

Sara har altså været vært på programmet i 6 år. Sara var daglig leder af en Danbolig butik i Odense, da hun blev shanghajet til at være vært på programmet.

Det der tiltaler Sara ved jobbet som vært på ”3xBeliggenhed” er, hvor ærligt og oprigtigt et program det er. Der er ikke noget snyd, ved det vi ser på tv – inter er opstillet. Sara er derudover også rigtig glad for menneskeaspektet i det. Hun nyder, hvordan hun får lov at møde en masse forskellige mennesker og derefter prøve at hjælpe dem med at finde deres drømmehjem.

Optagelserne til programmet foregår gerne fra februar til april og igen fra august til december. Sara har derfor ofte travlt med at køre land og rige rundt med programmet.

Jeg spurgte Sara, om hun kunne fortælle os noget, som vi ikke ser på tv – til det kom svaret meget prompte – vi ser kun en lille brøkdel af de dårlige jokes der bliver fortalt under optagelserne – her giver hun især sin medvært Christian titlen, som den der fortæller flest dårlige jokes.

Stemningen på optagelserne er virkelig god og fyldt med humor, fis og ballade, men ”3xBeliggenhed” er et seriøst arbejde, så derfor er det selvfølgelig ikke det der kommer til at fylde mest i selve TV-programmet.

Til slut siger Sara, at hun slet ikke føler sig færdig med ”3xBeliggenhed”, så mon ikke vi kommer til at se meget mere til Saras smilende ansigt på TV 2 i fremtiden.

MitOdense siger tak til Sara for, at have haft takeover på Instagram og for at lave et opfølgende interview.

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere