fbpx

Odense Kommune og den filantropiske forening Realdania har med det fælles byudviklingsprojekt Fra gade til by – omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade vundet prisen, der hylder et helhedsorienteret byggeprojekt fra tegnebræt til virkelighed.

Omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade vinder årets projektudviklingspris ved Building Awards 2022

Med en sjælden kombination af fremsynethed i forhold til borgertrivsel og respekt for det gamle Odense har gaden givet nyt liv til byen. Projektet har samtidig fjernet den ‘Berlinmur’, der gennemskar købstaden, og som myldrende biler i alle døgnets timer var med til at fjerne noget af attraktionen ved H. C. Andersens by.”

Således lød motivationen fra den jury, der torsdag aften den 10. november 2022 overrakte prisen for bedste projektudvikling til Odense Kommune og samarbejdspartneren Realdania, da Licitationen – byggeriets dagblad afholdt Building Awards 2022.

Fotocredit Steffen Stamp

Ifølge Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense Kommune, har juryen i sin motivation indfanget essensen af Fra gade til by-projektet.

Omdannelse af Thomas B Thriges Gade har bundet det historiske hjerte af Odense sammen igen. Forandringerne er så gennemgribende og vellykkede, at de har ændret forståelsen af, hvad Odense er. Fysisk er det lykkedes med en vision om at fredeliggøre bymidten, så området i dag er en forenet bydel fuld af grønne rum, intime pladser, supercykelsti, letbane og en international arkitektonisk perle med det nye H. C. Andersens Hus. Mentalt er det et vigtigt symbol på en by, der tør forandre sig. Byudviklingsprojekter af den kaliber kan kun lade sig gøre i fællesskab, og jeg vil gerne takke både samarbejdspartnere og odenseanerne for enestående opbakning, engagement og tålmodighed undervejs.

Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense

Også by- og kulturrådmand i Odense Kommune Søren Windell glæder sig over vinderprojektet.

Jeg er meget taknemmelig for den anerkendelse af medarbejdernes gode arbejde, der ligger i projektudviklingsprisen. Prisen bekræfter mig samtidig i, at en helhedsorienteret indsats og et dedikeret fokus på byens udvikling er meget betydningsfuldt. Vi har sammen med Realdania, Entasis og Sweco forvandlet en stærkt trafikeret, firesporet vej til en ny bydel til glæde for borgere og erhvervsliv. Den ambitiøse omdannelse har gjort Odense endnu mere attraktiv som storby for byens borgere, øvrige fynboer og ikke mindst turister fra Danmark og udlandet.

By- og kulturrådmand i Odense Kommune Søren Windell

Tilbage til den oprindelige grundudformning

Den firesporede Thomas B. Thriges Gade blev anlagt i 1960’erne og udgjorde i årtier en central åre i Odenses infrastruktur, men anlæggelsen af vejen delte samtidig bymidten i to. Omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade har ført området tilbage til sin oprindelige grundudformning: en forenet bymidte, der i 2022 blev indviet som en ny, bilfri og grøn bydel.

Realdanias administrerende direktør, Jesper Nygård, siger om prisen til det mangeårige fælles projekt.

Fra gade til by-projektet viser, hvor langt man kan komme med stærkt samarbejde, solid faglighed og ikke mindst modet til at træffe svære beslutninger. Det er et visionært projekt, som vi håber, kan inspirere og vise vej for mange andre byer. Jeg mener, at alle, der har været med, kan være stolte over det, vi er lykkedes med sammen. Jeg oplever selv den største glæde, når jeg ser den nye letbane og masser af mennesker, der cykler eller går igennem området. Så kan man virkelig mærke den konkrete værdi af det lange seje træk i forhold til at skabe en mere bæredygtig bydel.

Jesper Nygård, Realdania, administrerende direktør.
Fotocredit Steffen Stamp

Fakta

Fra gade til by – omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade

Omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade i Odenses bymidte er et historisk omfangsrigt byudviklingsprojekt omfattende et areal på 51.000 kvadratmeter og strækkende sig 700 meter gennem et byområde, der kan dateres tilbage til 1000-tallet.

Projektet tager udgangspunkt i Odense Kommunes enstemmige byrådsbeslutning af 13. februar 2008 om omdannelse af Thomas B. Thriges Gade fra motorgade til byrum med letbane. Selve byggeriet begyndte i 2014, og det samlede omdannelsesprojekt blev afsluttet i 2022 med indvielsen af den nye bydel.

Bygherrerne er Odense Kommune og foreningen Realdania med virksomheden Entasis som ansvarlig for helhedsplanen og selskabet Sweco som underrådgiver med ansvar for byrumsdesign, landskabsarkitektur og ingeniørydelser.

Omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade har ført området tilbage til den oprindelige grundudformning, mens det historiske gadenet er afspejlet i en ny fortolkning. Med et detaljeorienteret arbejde med belægningen og etableringen af en ny parkeringskælder føjer den nye bydel sig til den omgivende by og bevarer samtidig et selvstændigt, moderne udtryk.

Fakta

Building Awards

Building Awards uddeles af Licitationen – byggeriets dagblad, en del af Nordiske Medier, i samarbejde med JCN Bolig, Boligfonden Kuben, Bygherreforeningen, Lean Construction DK og Uddannelsesforbundet.

Building Awards har siden 2018 hyldet virksomheder, projekter og personer fra faggrupper, som har sat et mærkbart aftryk på bygge- og anlægsbranchen. I alt 29 finalister dystede om otte priser, da Licitationen afviklede Building Awards 2022 med en gallafest i København torsdag den 10. november 2022. Udover Odense Kommune og Realdania med projektet Fra gade til by var også Trekroner Kirke, Aalborg Universitet Science & Innovation Hub samt Salling Roofgarden finalister i feltet for årets bedste projektudvikling.

Projektudviklingsprisen blev i 2022 uddelt af en jury bestående af Ervin Nordahl Haukrogh, Cowi, Jesper Ring, Frame, Rasmus Brandt Lassen, Bygningsstyrelsen, Henrik Mielke, MT Højgaard Holding, Lone Bendorff, C. F. Møller Danmark, og Torben Bjørk Nielsen, Hoffmann.

Fotocredit Steffen Stamp

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere