fbpx

Jernbanegade og Slotsgade skal være mere cykel venlig og give en mere direkte linje til Byens Bro fra centrum. 36 parkeringspladser fjernes for at skabe en grønnere bymidte i Odense.

Den grønne mobilitetsplan har en dobbelt målsætning om, at byen skal have et levende byliv. Det skal ske samtidig med, at Odense skal transportere sig mere grønnere, så byen kan blive klimaneutral senest i 2030. Ét ud af mange tiltag er at udvikle Slotsgade og Jernbanegade til nye, midlertidige byrum.

Bedre forhold for fodgængere og cyklister på Jernbanegade

Med Grøn Mobilitetsplan har Odense Byråd vedtaget, at der skal skabes bedre forhold og mere rum for fodgængere og cyklister i området mellem Odense Teater, Byens Bro og Jernbanegade. Konkret vil det ske ved at etablere cykelgade eller shared space og fjernelse af kantstensparkering. Med disse greb bliver fodgængere og cyklister prioriteret, og der gøres plads til mere byliv gennem flere opholdsmuligheder, grønnere gaderum, mere plads til udeservering og kulturelle events og installationer.

Arbejdet med ‘Det midlertidige byrum’ er begyndt og forventes klar på en del af strækningen til sommeren 2024, og hele strækningen står klar med midlertidige greb fra august/september 2024 og skal evalueres i slutningen af 2025.

Forbedrede cykelpassager i bymidten: Slotsgade

Det skal være hurtigere og mere sikkert at færdes som cyklist i Odense. Odense har i mange år været Cyklisternes By, og i Klimahandleplan 2023 besluttede forligspartierne et mobilitetshierarki i Odense, hvor bl.a. fodgængere, cyklister, kollektiv trafik og elbiler prioriteres over fossile biler. De seneste år er andelen af cykelture i Odense faldet, og derfor er et fokus i den Grønne Mobilitetsplan at skabe flere klimavenlige byområder, der fredeliggør veje og forbedrer forholdene for cyklister og gående. Cykelpassagerne i bymidten vil give et løft til byrummet, forbedre forholdene for cyklister og vil kunne motivere endnu flere til at vælge cyklen i hverdagen.

Odense Byråd har godkendt, at der etableres cykelpassage i Slotsgade (strækningen fra Asylgade til Klostervej). Det betyder konkret, at der etableres cykelgade, nedlægges 36 parkeringspladser og de fire taxapladser på Slotsgade flyttes til en ny lokation. På den måde skabes der mere plads til fordel for fodgængere og cyklister bl.a. med mere begrønning, ophold, lys og kunst. Derudover vil der blive etableret midlertidige bump på Slotsgade, så hastigheden for biler sænkes.

Cykelpassagen i Slotsgade forventes klar til sommeren 2024.

MitOdense – det, der samler os

MitOdense anvender cookies. Ved at bruge mitodense.dk, har vi behov for at du godkender vores brug af cookies på siden. Cookies er lovpligtigt at informere om og med til at gøre din oplevelse bedre.   Læs mere